Ny offensiv mod indvandring

Lyt til artiklen

De fem største EU-lande lægger op til endnu hårdere indgreb over for flygtninge og indvandrere, efter at landenes indenrigsministre i denne uge meddelte, at de har beviser for, at der er forbindelse mellem menneskesmuglere og islamiske terrorister. »Vi har beviser, som vi ikke kan fremlægge, på, at denne sammenhæng eksisterer, og vort politi er kommet til den konklusion, at immigrations- og terrormafiaerne løber sammen«, sagde den spanske indenrigsminister, Ángel Acebes, mandag ifølge den spanske avis El Pais. Uformelt møde i Spanien Bemærkningerne faldt efter et uformelt møde i Spanien mellem Acebes og hans kolleger fra Frankrig, Tyskland, Italien og Storbritannien. På mødet blev ministrene blandt andet enige om at få deres politichefer til at gennemføre en analyse af mangler og vanskeligheder i forbindelse med kampen mod terrorismen, mafiaerne og immigrationen. Formålet er ifølge den italienske indenrigsminister, Giuseppe Pisanu, at rejse en mur mod den ulovlige indvandring. Ministrenes sammenkædning af terrorisme og indvandring møder kritik fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, som frygter, at hele befolkningsgrupper af etniske minoriteter vil blive lagt for had. »Retorikken er så bred, at den mistænkeliggør hele indvandrermiljøet og især det arabiske. Disse folk ender så at sige som 'frit bytte', fordi befolkningen efterlades med et meget negativt billede. Det er bekymrende, for hvis hensigten virkelig er at forbedre landenes interne sikkerhed, er man nødt til at arbejde sammen med disse miljøer, ikke støde dem fra sig «, siger Julia Hall fra Human Rights Watch. Den britiske borgerretsorganisation Statewatch mener, at de påståede beviser for en forbindelse mellem terrorister og menneskesmuglere mere er udtryk for de fem ministres politiske dagsorden end for et reelt problem. »Visse folk har presset på for at etablere den forbindelse i nogle år. Det handler om at retfærdiggøre yderligere indgreb, der slår ned på indvandrere og asylsøgere«, siger Ben Hayes fra Statewatch. Og forbindelsen mellem terrorister og menneskesmuglere er måske knap så håndfast, som ministrene gerne vil give indtryk af. En talskvinde for et af de fem lande siger til Politiken, at »der måske ikke ligefrem er tale om hårde beviser, men at forbindelsen er velkendt«. Den velkendte forbindelse består ifølge terroreksperter i indikationer af, at terrorister skaffer sig falske pas eller dokumenter via mafianetværk, at menneskesmugling muligvis finansierer terrororganisationernes aktiviteter, og at terrorpenge hvidvaskes gennem mafiaorganisationer. Ikke al indvandring er organiseret Men derfra og til at brede mistanken ud til at omfatte hele den illegale immigration er der langt, siger folk, som arbejder med menneskesmugling. En stor del af den illegale indvandring sker nemlig ikke gennem organiserede netværk, og de smuglere, som for eksempel sejler bådfulde af immigranter fra Marokko til Spanien, giver sig sjældent i kast med at udstyre en terrorist med falsk identitet og troværdige papirer - som det blandt andet var tilfældet med gerningsmændene til terrorangrebet på World Trade Center.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her