Ti amerikanere og et stort antal andre nationaliteter er blevet dræbt i det omfattende selvmordsangreb, der i nat ramte den saudi-arabiske hovedstad Riyadh, samme dag som den amerikanske udenrigsminister Colin Powell skulle besøge landet. Men terrorangrebet har ikke fået Colin Powell til at aflyse sit besøg, der er en del af en rundrejse i Mellemøsten. »Det ser ud til at ti amerikanere er blevet dræbt. Mange andre er også blevet dræbt«, siger den amerikanske udenrigsminister Colin Powell i forbindelse med sin ankomst til lufthavnen i Riyadh. Søn af viceguvernør blandt ofrene Det britiske nyhedsbureau Reuters beretter om op imod 160 sårede på baggrund af oplysninger fra officielle saudiske kilder. En søn af Riyadhs viceguvernør Abdullah al-Blaihed er blandt de dræbte, oplyser nyhedsbureauet AFP. Oplysningen kommer fra beboere i Al-Hamra området, der blev ramt ved selvmordsangrebet. Angrebet blev øjensynligt gennemført ved hjælp af biler pakket med sprængstof, som blev kørt ind i tre beboelsesområder, hvor mange amerikanere holder til. En fjerde bombe eksploderede ud for et amerikansk firma, der arbejder tæt sammen med de saudi-arabiske myndigheder. Australier blev dræbt En australsk mand blev dræbt og endnu en såret ved selvmordsangrebet, oplyser en det australske udenrigsministerium ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters. »Vi har fået oplysninger om, at en 39-årig mand fra Sydney desværre er blevet dræbt i angrebet«, oplyser en talskvinde for ministeriet til Reuters. Samtidig er en 28-årig mand blevet såret, men han er udenfor livsfare. Powell fordømmer angreb USA's udenrigsminister, Colin Powell kæder nattens selvmordsangreb sammen med al-Qaeda. Han siger, at aktionen har alle de træk, som kendetegner Osama bin Ladens terrornetværk. »Det minder os endnu en gang om, at terrorisme er et globalt fænomen. USA vil ikke blive afledt fra at fremme fredens interesser overalt i verden«, sagde han ved en pressekonference i Jordans hovedstad Amman. Han beskrev dem, der udførte nattens angreb på et boligområde i Riyadh, hvor der bor mange vesterlændinge, som »kujonagtige enkeltpersoner«, og han tilføjede, at angrebet »har al-Qaedas kendetegn«. Beslaglagde sprængstof Tidligere på måneden advarede de amerikanske myndigheder amerikanere mod at rejse til Saudi Arabien på grund af en fornyet frygt for terrorangreb i landet. Det saudiske politi beslaglagde fornylig flere hundrede kilo med sprængstof tæt på ét af de vestlige beboelseskomplekser og efterlyste samtidig 19 mænd, der var under mistanke for at planlægge terrorangreb i landet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























