Arbejdet med at genopbygge Irak og danne en ny regering i Bagdad har hidtil været »utilfredsstillende« og tager længere tid end ventet. Det vurderer den britiske udenrigsminister, Jack Straw. »Stadig flere offentlige embedsmænd vender tilbage til deres arbejde. Men resultaterne i de første uger efter krigen har ikke været så gode, som vi havde ventet«, siger Jack Straw. 'Forstår vores ansvar' Han mener også, at den sikkerhedsmæssige udvikling i hovedstaden Bagdad er »utilfredsstillende«. »Situationen i Bagdad er ikke tilfredsstillende. Vi forstår fuldt ud vort ansvar - det samme gør USA - og arbejder for at forbedre situationen«, siger Jack Straw og erkender, at der fortsat er alt for meget vold og lovløshed i den irakiske hovedstad. Udtalelsen faldt i en tale til det britiske parlament og kom efter, at USA's koordinator for Bagdad og det centrale Irak, amerikaneren Barbara Bodine, i går blev kaldt hjem til USA efter kun tre uger på posten. Samtidig begyndte den amerikanske karrierediplomat Paul Bremer at overtage genopbygningsarbejdet i Bagdad efter general Jay Garner, hvis indsats er blevet stærkt kritiseret af såvel irakere som amerikanere.
Jack Straw: Udvikling i Irak utilfredsstillende
Lyt til artiklen