Den amerikanske præsident George W. Bush lover efter tirsdagens selvmordsangreb i Saudi Arabien, at de ansvarlige vil blive fundet og lære, hvad »amerikansk retfærdighed« er. Gerningsmændene vil blive fundet og udsat for amerikansk retfærdighed, sagde George Bush i en tale tirsdag eftermiddag, godt et halvt døgn efter bombeangrebet, der har kostet mindst 29, heraf 10 amerikanere livet og såret op mod 194. Krigen mod terror fortsætter »Disse foragtelige handlinger blev begået af mordere, hvis eneste skæbne er hadet. Men USA vil finde disse mordere, og de vil lære, hvad retfærdighed betyder på amerikansk«, siger Bush. Men angrebet i Saudi Arabien må også minde amerikanerne om, at krigen mod terror ikke er forbi, siger Bush: »Angrebet i Saudi Arabien i dag, de ubarmhjertige mord på amerikanske statsborgere og andre landes statsborgere, minder os om, at krigen mod terror må fortsætte«.
Bush: Vi vil finde og straffe de ansvarlige
Lyt til artiklen