Den verdensomspændende miljøorganisation Greenpeace har fået trykt en kopi af det kortspil, som den amerikanske regering lancerede i eftersøgningen 55 irakiske krigsforbrydere. Denne gang er det ifølge Greenpeace de mest skyldige i spredningen af atomvåben, der er på spillekortene, og spar es er - George Bush. Greenpeace lancerer sit nye kortspil forud for et internationalt møde i Genève, hvor deltagerne er de lande, som har skrevet under på en ikke-atomvåben-spredningsaftale. De skal tale om, hvordan man kan få de enkelte lande, som har atomvåben, til at afruste. Sponsoreret af Pentagon Kortene er trykt af det samme trykkeri, som lavede de amerikanske kort med irakerne. Trykkeriet kunne stort set anvende de samme trykplader, og derfor blev produktionen billig, fortæller Greenpeace ifølge svenske Aftonbladet. »På en måde har Pentagon sponsoreret os, og det siger vi tak for«, lyder det drilsk fra Greenpeace. Budskabet er, at de mange nedrustningsaftaler, blandt andet mellem USA og Rusland, ikke rummer noget om, at landene skal skaffe sig af med sine atomvåben. Greenpeace mener også, at bestræbelserne er mislykkedes i og med, at Indien og Pakistan har anskaffet sig atomvåben, ligesom Israel og Nordkorea formentlig har gjort det samme.
Nyt kortspil: Atomvåbenskurkene
Lyt til artiklen