London har som andre af verdens storbyer problemer med organiserede gadebander, der gør dele af byen usikker efter mørkets frembrud. Men hvem havde nu troet, at selve gaden har grund til at frygte nattens tyveknægte? Nogle har nemlig taget udtrykket 'gadekriminalitet' meget bogstaveligt og er så småt i gang med at fjerne fliserne under fødderne på londonerne. Alene i den nordlige bydel Camden har der det sidste år været 23 gadetyverier, hvor der er forsvundet fliser til en samlet værdi af omkring 350.000 kroner. Særlige sten var eftertragtede Først fattede de ingenting i Camdens bystyre. Der var aldrig før nogen, der var løbet med deres fliser. Men så var det, Steven Taylor fra rådhuset fik en mistanke, for tyvene var tilsyneladende kun interesserede i de særligt smukke York-sten, der stammer fra stenbrud i det nordlige England, og som har ligget i London i over 100 år. »Vi tror, det hænger sammen med de mange haveprogrammer i fjernsynet, hvor folk får lagt deres haver om. Folk går meget mere op i, hvordan deres haver ser ud, og der er tilsyneladende gået mode i de gamle sten. Ikke at vi tror, at haveejerne selv render rundt i London om natten, men det ser ud til, at det her foregår på bestilling. Der forsvinder typisk lige fliser nok til en lille terrasse ad gangen«, siger Steven Taylor. Nok er nok Men nu kan det være nok. Camden og de andre London-bydele, der gerne vil beholde deres York-sten, hvor de ligger, har allieret sig med både politi og søvnløse borgere. »Vi har ikke fanget nogen flisetyve endnu. Det er lidt svært, for når borgerne ser folk, der står og graver fliser op, så falder det dem ikke ind, at det kunne være tyveknægte. De tror altid, det er kommunen. Også selv om det er midt om natten«, siger Steven Taylor. Politiet i London har sat en betjent til at holde særligt øje med fliserne, og Camden har fortalt sine borgere, at bystyret altså ikke har råd til at sende sine brolæggere på arbejde om natten. Men at der er 500 pund (5.500 kr.) i dusør for oplysninger, der kan bringe i hvert fald nogle af Londons gadebander bag tremmer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























