USA: Terror på retur

Libyen med Moammar Gadhafi i spidsen får ros i USA's årlige terrorrapport. - Foto: AP
Libyen med Moammar Gadhafi i spidsen får ros i USA's årlige terrorrapport. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Selv om Syrien og Libyen har reduceret deres støtte til terrorgrupperne ifølge amerikanerne selv, så er de to fortsat på USA's liste over nationer, der sponsorerer terrorister. Syrien og Libyen får ros i USA's årlige terrorrapport. De to lande er ikke længere nær så aktive som tidligere, når det gælder støtte til terrorister og deres blodige håndværk. Alligevel figurerer de to nationer stadig blandt de syv lande, som amerikanerne beskylder for at være terrorismens bagmænd. Nordkorea og Sudan Foruden syrerne og libyerne har Cuba, Iran, Irak, Nordkorea og Sudan fået den tvivlsomme ære at optræde i det amerikanske udenrigsministeriums årlige rapport over terrorsponsorer for 2002, 'Patterns of Global Terrorism'. Efter det for amerikanerne chokerende år 2001 med terrorangrebet på New York og Washington 11. september er antallet af terrorhandlinger begået af »internationale terrorister« faldet dramatisk sidste år. I 2001 var antallet af terrorangreb 355, mens det i 2002 faldt til 199. Antallet af dødsfald på grund af terror faldt i samme tidsrum fra 3.295 til 725. Rammes på pengepungen For de syv brændemærkede lande har det alvorlige konsekvenser på især den økonomiske front, hvis den amerikanske regering da ikke følger de neokonservatives råd om at anvende den såkaldte omvendte dominoteori og gennemføre magtskifter med militær magt. De syv bliver dog som tidligere i første omgang ramt på pengepungen. De kan ikke købe amerikansk militært isenkram. De er ramt af et forbud mod økonomisk bistand og en række finansielle restriktioner. I rapporten beskyldes Iran for at være det mest aktive land, når det gælder om at eksportere død og ulykke. Den Islamiske Revolutionære Garde og sikkerhedsministeriet både deltog i planlægningen af terrorangreb og træningen af terrorister. Iranernes støtte går især til palæstinensiske grupper, som bekæmper Israel med vold. Skrøbelige beviser Rapporten hævder, at Saddam Husseins Irak lagde grundstenen til mulige angreb på civile og militære mål i USA og andre vestlige lande i 2002. Beviserne er dog lige så skrøbelige som Washingtons påstand om, at Irak havde forbindelser til terrorangrebet 11. september 2001 og muligvis besad kemiske og biologiske våben under Hussein. Beviserne mod Cuba er ikke stort bedre. Cubanerne var imod den amerikanske »krig mod terrorismen« og skal gentagne gange have sendt agenter til USA's ambassader, som udlagde falske spor for at hindre amerikanerne i at nå frem til bagmændene for terrorangrebet 11. september. Præsident George W. Bush har flere gange udtalt, at hvis man ikke er for USA, så er man imod supermagten. I tilfældet Irak demonstrerede præsidenten, at der er vægt bag hans ord. USA støtter terror Amerikanerne er dog ikke selv helt for fine i kanten. Ifølge avisen New York Times har USA indgået en våbenhvileaftale med en iransk oppositionsgruppe, som amerikanerne selv rubricerer som en terrororganisation. Aftalen blev underskrevet 15. april, men først offentliggjort tirsdag. Den sætter spørgsmålstegn ved Bushs løfte om at slå ned på terrorister overalt i verden, og at de ikke vil finde fred, uanset i hvilken afkrog de skjuler sig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her