USA ønsker, at Polen skal bidrage med op imod 4000 mand til en fredsbevarende styrke i Irak Det skriver den polske avis Gazeta Wyborcza i dag. Polen skal sende en brigade Avisen citerer en ledende embedsmand i det amerikanske forsvarsministerium for at sige, at Washington forestiller sig, at Polen stiller med en brigade til en af to internationale divisioner i Irak. »Det ville glæde os, hvis Warszawa accepterede at sende op til 4000 mand«, siger embedsmanden, der ikke ønsker sit navn frem. Danmark afslog anmodning I sidste uge besluttede den danske regering at afslå en amerikansk anmodning om at stå for bemandingen af et brigadehovedkvarter for den påtænkte stabiliseringsstyrke i Irak. I stedet sender Danmark 380 soldater, politibetjente, læger og sygeplejersker til Irak for at bistå med nødhjælp og genopbygning. Polen håber, at landets loyale støtte til den amerikansk-ledede krig i Irak vil afstedkomme lukrative kontrakter til polsk erhvervsliv i forbindelse med den forestående genopbygning af Irak.
USA ønsker 4000 polske soldater til Irak-styrke
Lyt til artiklen