USA vil bede FN om hjælp

Lyt til artiklen

Amerikanerne kan ikke finde biologiske og kemiske våben. Så selv om USA fortsat vil forsøge at minimere FN's rolle ved at fremsætte en ny resolution i denne uge, kan det blive nødvendigt at bede Hans Blix om hjælp. I første omgang tredobler man det nuværende amerikanske korps af våbeninspektører. Leder efter rygende pistol USA's regering er ikke i tvivl om, at der findes biologiske og kemiske våben i Irak. Våbnene blev angivet som årsag til krigen, men amerikanerne kan ikke finde dem. Derfor tredobler USA nu antallet af våbeneksperter til 1.500. Amerikanske våbeneksperter har ikke fundet den såkaldt rygende pistol i form af biologiske og kemiske våben i Saddam Husseins lagre. Våbnene var den officielle årsag til, at præsident George W. Bush ignorerede verdensopinionen og FN for at gennemføre et magtskifte i Bagdad. Skepsis Modstanderne af krigen har hele tiden været skeptiske over for USA's grundlag for at gå i krig. Skepsissen er ikke blevet mindre, jo længere tid der går efter krigen, uden at amerikanerne og deres britiske allierede har kunnet fremskaffe beviser. Selv blandt amerikanske embedsmænd breder sig nu en pessimisme ifølge avisen New York Times. Derfor vil Washington tredoble antallet af militære og videnskabelige våbeneksperter. I øjeblikket leder reelt kun 150 efter våben, mens 350 sørger for administration og opbakning. Antallet skal øges med 1.000. Både briterne og udenrigsminister Colin Powell har udtalt, at man havde beviser på, at irakerne havde våbnene og ikke blot våbenprogrammer. Våbnene stod på hylderne parat til at blive brugt. Den påstand er selv amerikanerne ikke længere sikre på. Selvtillid i top De siger, at giftstofferne måske aldrig blev fyldt over i våbnene. At man måske kun finder »fragmentariske beviser«, som kan tolkes på forskellig måde. Beviserne vil virke overbevisende på de fleste, siger amerikanerne, men ikke på dem »der er forudindtaget over for det, vi siger«. Selvtilliden er imidlertid i top i Washington, og andre embedsmænd minder om »det kviksand, vi angiveligt skulle befinde os i under krigen. Begynd nu ikke at tale om, at vi også vil havne i kviksand, når det gælder våbnene. Vi finder dem«. Tønder i Nordirak Amerikanerne sætter også deres lidt til, at et dusin tønder, som amerikanske soldater har fundet i byen Baiji i Nordirak, indeholder det afgørende bevis. Foreløbige tests er positive for i hvert fald en af tønderne, men foreløbige undersøgelser har tidligere vist sig ikke at holde i længden. Blix tilbage Bush har sagt, at FN-våbeninspektørerne ikke kommer ind i Irak igen, men flere embedsmænd siger nu, at det måske kan blive nødvendigt. Hans Blix' folk skal så verificere amerikanernes fund. »Hvis der bliver en rolle til FN, når det gælder våben, så bliver den anderledes end deres tidligere rolle. Det er for tidligt at sige, hvad deres rolle bliver. Det er for tidligt at sige, om de i det hele taget får en rolle«, siger en embedsmand til New York Times. FN konsulent Frankrig har foreslået, at man kan suspendere eller gradvis ophæve sanktionerne mod Irak, hvis eksempelvis FN's inspektører igen får adgang til Irak. Hidtil har amerikanerne sagt, at det spørgsmål ikke er til forhandling. De mistænker Frankrig for at have en skjult dagsorden: Nemlig at få så givtige kontrakter ud af Iraks genopbygning som muligt. En genopbygning, der skal betales af irakiske olieindtægter. Nyt resolutionsforslag Washington planlægger i næste uge at fremlægge sit eget forslag i FN's Sikkerhedsråd for en ophævelse af sanktionerne. Amerikanerne forestiller sig en så begrænset rolle for FN som overhovedet muligt i den nærmeste fremtid. FN skal nærmest optræde som en slags konsulent for den amerikanske besættelsesmagt. FN's generalsekretær skal udpege en specialudsending, som skal samarbejde med amerikanerne om humanitære og genopbygningsprogrammer samt indførelsen af et overgangsstyre. Amerikansk kontrol Men USA og dets militære allierede vil få fuld kontrol over international engagement, indtil en permanent, repræsentativ regering er på plads i Bagdad, skriver avisen Washington Post. FN skal eksempelvis ikke længere have kontrol over Iraks olieindtægter, som i stedet skal lægges ind under en irakisk nationalbank.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her