Regeringsforhandlinger i Irak vil begynde i næste uge, forventer den amerikanske leder af genopbygningen i Irak, Jay Garner. Han regner også med, at regeringskontorerne vil begynde at fungere igen i næste uge. »Jeg tror, vi vil se regeringsprocessen gå i gang i næste uge. Det vil være med irakiske ansigter. Det vil blive ledet af irakere«, sagde Garner. »Blodet i jeres årer kommer fra civilisationens vugge«, sagde han og forsikrede, at den amerikanske rolle i Irak udelukkende er at sikre stabilitet og gøre det muligt for irakerne at styre deres eget land igen. Det oplyser BBC online. Udvalgte irakere Garners bemærkninger kom efter, at han havde holdt møder med cirka 60 udvalgte irakere, som amerikanerne mener, har vist lederskabsevner. Men irakere, som deltog i mødet, sagde, at de er utålmodige, fordi de amerikanske styrker stadig ikke har genoprettet el- og vandforsyning og ikke har genskabt ro og orden i den hærgede hovedstad. En amerikansk embedsmand betegnede tonen på mødet bag lukkede døre som "engageret og til tider følelsesladet". Garner regner med, at de irakiske ministerier vil fungere fra den kommende uge. Chalabi er ude Garner gav ingen yderligere detaljer, men som led i den komplicerede proces med at erstatte Saddam Husseins regering skal en række irakiske politiske grupper efter planen mødes mandag med amerikanske embedsmænd. Det sker efter et tilsvarende møde i sidste uge tæt på byen Nassiriya i det sydlige Irak. Garner tilføjede ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters, at oppositionslederen Ahmad Chalabi ikke er USAs bud på en ny irakisk leder på trods af dennes ry som amerikanskstøttet. Frygt for shia-muslimer Stedet i Bagdad, hvor Garner havde samlet ledende irakere til møde, var beskyttet af kampvogne og andre panservogne, efter at der har været anti-amerikanske demonstrationer, hvor irakere har krævet, at de amerikanske styrker tager hjem. Folk fra det shiamuslimske befolkningsflertal i Irak har deltaget i demonstrationerne, og det har udløst frygt i Washington for, at det shiamuslimske Iran kan få øget indflydelse i Irak. Shiamuslimerne viste deres styrke og evne til at organisere tidligere på ugen, da over en million troende dukkede op i den hellige by Kerbala som led i en pilgrimsfærd.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























