Nabolande frygter et splittet Irak

Iraks seks naboer mødtes fredag i Saudi-Arabien i et forsøg på sammen at begrænse skadevirkningerne efter Iraks politiske og militære kollaps. De seks nabolande er enige om, at landet ikke må splittes op. Ingen af dem er interesserede i at overlade magtspillet om Bagdad til de forskellige irakiske grupper. Ønsker indflydelse Dermed går slaget om Iraks fremtid ind i en ny fase. For selv om landene næppe kan blive enige om en klar politik, så er det et første eksempel på, at Iraks nabolande ønsker indflydelse på, hvad der sker. Hentydningen til de amerikansk-britiske styrker som en 'besættelsesmyndighed' er en klar indikation af, at nabolandene - Saudi-Arabien, Tyrkiet, Syrien, Jordan, Kuwait og Iran - ønsker et rent irakisk styre så hurtigt som muligt. Helt i stil med dette erklærer landene også, at de tager afstand fra USA's diplomatiske angreb på Syrien. Ingen af dem er interesseret i en ny konflikt i regionen. Ingen klar arvtager Problemet er, at der ikke er nogen klar arvtager til Saddam Hussein i Iraks stærkt splittede opposition. Hvor Afghanistan i Hamid Karzai havde en oplagt samlingsfigur, har Irak ingen. USA's tilsyneladende favorit, Ahmed Chalabi, er stærkt upopulær i fire af de seks nabolande. Især i Jordan, hvor han i 1992 blev idømt 22 års fængsel for underslæb - i en bank, han havde startet sammen med den jordanske prins Hassan. »Vi har alvorlige reservationer over for hr. Chalabi«, lød det tidligere på ugen fra Jordan. Chalabi afskriver sig selv Chalabi selv siger, at han hverken ser nogen rolle for ham selv eller for FN i en overgangsregering. »Jeg er ikke kandidat til nogen post i en overgangsregering i Irak. Jeg er en borger i Irak, og jeg er kommet hjem. Jeg udtrykker mig som almindelig iraker«, siger han til BBC, og tilføjer at han hellere vil bruge energien på genopbygning af de civile områder. FN har efter Chalabis mening ikke stor troværdighed hos irakerne. Han mener heller ikke, at amerikanerne har noget ønske om at lede Irak på længere sigt. Ifølge Chalabi er det et spørgsmål om uger, ikke måneder, før irakerne selv overtager styret af deres land.