USA's fredsbevægelse har ikke haft det nemt den seneste uges tid. Præsident George W. Bush vandt stort set Irakkrigen lige så let, som de amerikanske høge havde spået. Fredsbevægelsen ser sig derfor om efter andre mål. Fra en antikrigsbevægelse er fredsfløjen ved at omdanne sig til en anti-Bush-bevægelse. Højrefløjen i USA har hele tiden hævdet, at fredsfløjens mål først og fremmest var præsident Bush og ikke selve krigen. Hvis en præsident Bill Clinton havde ledet felttoget, så ville demonstrationerne ikke have været så omfattende, siger høgene. Tabt pusten Nu da krigen stort set er vundet, har fredsbevægelsen tabt lidt af pusten. Deltagerantallet har været mindre, og det er da også svært at få folk på gaden, når selv tre fjerdedele af befolkningen i fredsfløjens højborg, det liberale San Francisco, støtter krigen. Fredsfolkene erkender, at antikrigsbevægelsen går ind i en ny fase. Den er begyndt at fokusere på de firmaer, som kommer til at tjene på krigen og genopbygningen, for som Patrick Reinsborough fra Direct Action forleden sagde til avisen USA Today: »Bush-regeringen synes mere interesseret i at bortauktionere Iraks ressourcer til sine erhvervsvenner end i at få humanitær hjælp til Irak«. Glæder sig over Saddams fald Aktivisterne siger, at de er glade for, at den irakiske diktator Saddam Hussein er væk, og at krigen næsten er forbi, fordi det betyder afslutningen på død og ødelæggelse. De frygter dog, at regeringen er rede til konflikter med Syrien, Iran og Nordkorea. Fortsatte demonstrationer skal derfor være med til at ændre USA's udenrigspolitik. Under de seneste demonstrationer har aktivisterne båret plakater med tekster som: 'Bliver Syrien den næste?' og 'Bekæmp den nye kolonialisme'. Kaprer nye vælgere Mange plakater har dog også været direkte rettet mod præsident Bush selv: 'Bush må gå af!, 'Stil Bush for en rigsret!' eller 'Stem for forandring' ved opstillede borde, hvor folk kan lade sig registrere som vælgere. Allerede inden Bagdads og Tikrits fald havde fredsbevægelsen stillet sig selv et langt mere ambitiøst mål end at smide grus i præsidentens krigsmaskine - nemlig at hindre Bushs genvalg i 2004. Siden krigsudbruddet er fjendtlighederne over for aktivisterne steget. Film- og musikstjerner imod krigen boykottes. Politikere, der kritiserer krigen, kaldes forrædere. Mange demonstranter melder om, at de har modtaget dødstrusler.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.




























