Den nyudnævnte palæstinensiske ministerpræsident, Abu Mazen, har bedt det palæstinensiske parlament om, og har fået, yderligere to uger til at danne sin regering. Omkring Abu Mazen fortælles det, at han, der tidligere var Arafats højre hånd, kæmper en seriøs kamp for at vriste sig fri af den palæstinensiske præsidents utallige forsøg på at fastholde sin indflydelse. Uenighed skal holdes nede Det handler især om personer, blandt andre tidligere chefforhandler og talsmand Saeb Erekat og kommunikationsminister Yassir Abed Rabbo, som Arafat ønsker at se som ministre i den kommende regering, men som Abu Mazen for alt i verden vil undgå. De to ekstra uger skal bruges til at undgå, at uenigheden mellem den historiske og den nye leder bryder ud i lys lue. Arafat ser træt ud Journalister, der onsdag fulgte den tyske udenrigsminister Joschka Fisher på besøg i Ramallah, bemærkede, at Yassir Arafat så usædvanlig træt og dårlig ud. De bemærkede også, at Fischer havde usædvanlig travlt med at komme af sted fra mødet med Arafat for at mødes med Abu Mazen. Også Washington sætter sin lid til Abu Mazen. »I må gøre noget for at hjælpe med til, at Abu Mazen bliver en succes som palæstinensisk ministerpræsident«, sagde præsident George W. Bush i sidste uge til den israelske udenrigsminister, Silvan Shalom, i Washington. Tonen var bestemt, og præsidenten udviste ifølge de israelske medier utålmodighed, da Shalom forsøgte at antyde, at man først »må se, hvad Abu Mazen kan udrette«. »Det er vigtigt, at I hjælper ham med at blive en succes«, skal Bush have afbrudt Shalom. Af mødet mellem Bush og Storbritanniens premierminister, Tony Blair, i Belfast tidligere på ugen fremgik det, at George Bush vil offentliggøre den såkaldte Road Map, vejen frem imod en løsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt, lige så snart, Abu Mazen præsenterer sin regering. Washington har allerede gjort klart, at det amerikanske forslag vil ikke være åbent for ændringer, hvilket synes at have spredt panik i Ariel Sharons forkontor i Jerusalem. USA har ladet Jerusalem forstå, at man blandt andet forventer, at Israel giver Abu Mazen en håndsrækning ved at indefryse byggeri i bosættelserne. Mange drab torsdag Mens kanonerne har buldret i Irak og diplomatiet omkring Israel-Palæstina er kørt i stilling, er antallet af dødsofre den sidste halvanden måned på den palæstinensiske side opgjort til over 115 dræbte. Senest blev to væbnede palæstinensere dræbt af israelsk soldater i Tulkarem på Vestbredden torsdag. I Gaza blev et Hamasmedlem dræbt af et missil, affyret af en israelsk kamphelikopter. Fem palæstinensere blev dræbt af israelske soldater i Gaza onsdag. Ifølge den israelske militærtalsmand var de i færd med at affyre en Qassamraket i retning af den israelsk by Sderot. Seks tilfældige palæstinensere blev dræbt, heriblandt to børn, da israelske F-15-fly tirsdag affyrede et missil mod en bil med to ledende Hamasmedlemmer i Gaza by.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























