Selv om der inden for det sidste tiår har været flere krige med krigsfanger og retsopgør, så er der ikke nogen facitliste for, hvordan USA og Storbritannien skal håndtere irakere, der under krigen har forbrudt sig mod Genève-konventionerne. Heller ikke, hvis der blandt de tilfangetagne irakere er en mand ved navn Saddam Hussein. Den amerikanske regering præsenterede i forgårs sin plan, der helt udelukker FN og de internationale domstole. Ifølge ambassadør Pierre-Richard Prosper, det amerikanske udenrigsministeriums ansvarlige for sager angående krigsforbrydelser, har USA ret til selv at retsforfølge formodede krigsforbrydere. Unødvendig domstol »Vi har den holdning, at der ikke er brug for en international domstol til at håndtere de aktuelle forbrydelser. Befrielsens dag for Irak vil også være en retfærdighedens dag«, sagde Prosper mandag på et pressemøde i Washington, hvor han også gjorde det klart, at USA ikke vil holde sig tilbage for at idømme dødsstraf. Den britiske regering har endnu ikke offentligt sagt, hvad den mener, der skal ske med de over 8.000 irakere, britiske og amerikanske styrker har taget til fange i Irak. Over halvdelen er i britisk varetægt i det sydlige Irak, og langt hovedparten vil ifølge folkeretsekspert Gerry Simpson fra London School of Economics være regulære krigsfanger, der har været iført uniform og har opført sig som soldater i krig. De skal løslades efter krigen. Krigsfanger i civil Men der er også krigsfanger, der har optrådt ulovligt ved for eksempel at klæde sig i civil. Og som i Afghanistan er der ifølge USA også en særlig kategori af såkaldt 'illegale kombattanter'. Det er de kategorier samt de irakiske ledere, hvis skæbne der er strid om. Både det britiske forsvarsministerium og udenrigsministerium afviste i går at spekulere i, hvordan Storbritannien vil forholde sig. Men britiske embedsmænd medgiver, at det kan give problemer, at USA og Irak ikke er med i den nye Internationale Straffedomstol (ICC), at USA overvejer at sende irakere til Guantánamo-basen, og at USA anvender dødsstraf, som gør det umuligt at udlevere fanger til USA. Folkeretsekspert Gerry Simpson mener, at USA og briterne kan ende med at vælge forskellige løsninger. Dermed kan det også for Saddam Hussein blive et spørgsmål om liv eller død, om han bliver fanget af briterne eller amerikanerne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























