Serbisk opgør om fortiden under Milosevic

Lyt til artiklen

Det massive serbiske opgør med den organiserede kriminalitet er nu nået så langt, at anklagerne mod Slobodan Milosevic og hans kone Mirjana Markovic for at stå bag mord, bortførelser og andre forbrydelser vokser dag for dag. Hun afviste mandag beskyldningerne i et læserbrev, hvor hun påstod, at den serbiske regering ville ødelægge hendes politiske opposition ved at gøre hende til en »kriminel«. De serbiske myndigheder har anholdt over 3.700 mistænkte. De har opløst den specielle politienhed JSO, bedre kendt som De Røde Baretter. Og de har fundet frem til en række mordere, først og fremmest gerningsmændene bag drabet på ministerpræsident Zoran Djindjic, men også bagmændene bag mordet på blandt andet den tidligere præsident Ivan Stambolic. Den serbiske indenrigsminister Dusan Mihajlovic oplyste, at nogle af de anholdte førte politiet direkte til det sted, hvor Stambolic blev begravet, efter at han var blevet myrdet 8. august 1999. Serbisk tv viste i grumme detaljer, da man åbnede graven. Det var tydeligvis for at vise befolkningen, hvilke grusomheder enheder fra regimet under Milosevic har begået. Mihajlovic erklærede, at den tidligere chef for De Røde Baretter, Milorad Lukovic, kaldet Legija, betalte de fem mand, der bortførte og myrdede Stambolic i alt 50.000 euro, omkring 350.000 kroner. Han skal have modtaget ordren om mordet fra Milosevic' sikkerhedschef Rade Markovic, der i øjeblikket afsoner syv års fængsel for sin medvirken i et attentatforsøg på Vuk Draskovic. I Rusland Mihajlovic gik imidlertid videre, idet han påstod, at ordren til at eliminere Stambolic kom direkte fra enten Milosevic, eller snarere hans magtfulde kone Mirjana Markovic. Hun frygtede, at »spøgelser fra fortiden«, som hun betegnede Stambolic tidligere, ville være en fare for sin mands fortsatte kontrol over landet. Mirjana Markovic forlod Serbien for godt en måned siden. Hun menes at være rejst til Rusland, hvor hendes søn Marko og hendes svoger Borislav Milosevic opholder sig. De serbiske myndigheder har nu bedt Rusland om at udlevere hende, så hun kan besvare beskyldningerne mod hende. Man har også bedt anklagemyndigheden ved krigsforbryderdomstolen i Haag om tilladelse til at afhøre Milosevic om hans medvirken til mordet på Stambolic. Milosevic lod mandag meddele via en advokat, at han er villig til at mødes med den serbiske anklagemyndighed. Det lange opgør med fortiden, som den serbiske regering under den nye ministerpræsident Zivkovic har indledt, er omgående blevet belønnet fra europæisk side. Europarådet optog i går Serbien og Montenegro som nye medlemmer. Optagelsen har været sat i bero med den begrundelse, at landet ikke i tilstrækkelig grad samarbejdede med Haag domstolen for at anholde sigtede krigsforbrydere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her