USAs høge går til modangreb

I månedsvis har USA's høge tegnet billedet af en lynhurtig og ublodig sejr over den irakiske diktator Saddam Hussein. Amerikanske styrker ville blive modtaget som befriere af jublende og blomsterkastende irakere. Som dominobrikker ville det ene diktatur efter det andet vælte i Mellemøsten og blive afløst af demokratier. I krigens første dage kunne den amerikanske højrefløj triumfere, når de analyserede krigens gang på tv, og enhver spagfærdig kritik blev affærdiget som upatriotisk. Demonstranterne i gaderne skulle være glade for, at de boede i et demokrati med ytringsfrihed, for ellers var de blevet anklaget for landsforræderi, sagde høgene. Ændret tone Men tonen er ændret, efter at de amerikanske invasionsstyrker er stødt på større modstand end forventet: Folk som Richard Perle, der er medlem af forsvarsministeriet Pentagons Forsvarspolitiske Råd, men netop har måttet opgive lederposten på grund af sammenblanding af private og offentlige interesser, har sammen med andre høge valgt det mest oplagte mål: budbringeren. Hurtige på aftrækkeren Medierne er alt for hurtige på aftrækkeren og kun interesseret i at bringe de negative nyheder. Når de amerikanske medier nu meddeler, at krigen risikerer at trække ud i månedsvis, så beskriver høgene det som »skandaløst«. Flere højreorienterede kommentatorer har dog måttet æde deres ord igen og indrømme, at invasionen ikke blev en så »let sag«, som de havde spået. De indrømmer nølende, at de nok har været med til at skabe det indtryk, at krigen kunne vindes og overstås i løbet af ingen tid, og at de amerikanske soldater -snart ville være hjemme hos deres familier igen. De fleste høge har dog valgt modangrebet som det bedste forsvar. Når irakerne ikke tiljubler de amerikanske invasionsstyrker, så skyldes det, at irakerne ikke har glemt, at den første præsident George Bush i 1991 så skammeligt svigtede dem ved ikke at gøre jobbet færdigt og styrte Saddam. Der er dog kun tale om mindre problemer på vej mod en storsejr, hævder høgene. Fordelene ved at styrte det irakiske regime vil langt overgå omkostningerne, og der er stadig håb om, at irakerne vil fejre amerikanernes indtagelse af Bagdad og andre irakiske storbyer.