U2-overflyvninger, valgsvindel, telefonsamtaler mellem Det Hvide Hus og Kreml samt antiamerikanske avisforsider. Bortset fra de evigt åbne butikker og overfyldte varehylder var det den forløbne uge som om, tiden i Moskva havde skruet sig selv tilbage til den kolde krigs dage. Først folkeafstemningen i Tjetjenien søndag, hvis resultat næsten nåede sovjetiske højder. Her stemte 96 procent af tjetjenerne angiveligt for, at den krigshærgede republik for stedse bliver indlemmet i den russiske føderation og kun tildelt begrænset politisk autonomi. Og det på trods af halvfemsernes blodige krige mod Rusland, med tusindvis af dræbte, en hovedstad i ruiner og hundredetusinder af mennesker på flugt til følge. Ingen observatører Folkeafstemningen var i øvrigt uden uafhængige internationale observatører. Mandagen bød på officielle amerikanske beskyldninger om, at Washington har »troværdige beviser« på, at tre navngivne russiske firmaer har solgt militært udstyr til Irak - heriblandt panserværnsraketter, infrarødt udstyr, samt udstyr, der kan jamme signalerne til de amerikanske satellitstyrede præcisionsbomber og missiler. Washington mente oven i købet, at firmaerne stadig har militæreksperter i Bagdad, der hjælper irakerne med at bruge udstyret - med Kremls vidende, og uden at man af den grund gør noget ved det, vel at mærke. Amerikanerne hævdede, at de i månedsvis har forsøgt at råbe den russiske regering op, men at Kreml intet har foretaget sig, men blot benægtet eksistensen af firmaerne, selvom et af dem ifølge amerikanerne både har hjemmeside og en adresse i Moskva. Bush i røret Tirsdag fulgte en personlig telefonsamtale mellem Bush og Putin om affæren, der i de efterfølgende oplysninger til pressen var usædvanligt fri for fraser såsom »min ven Putin« eller »George og jeg«. Det har ellers har været standarden, siden Rusland bakkede op om USA's krig mod terror efter terror-handlingen i New York 11. september 2001. Samtidig lagde det amerikanske udenrigsministerium vægt på at oplyse, at det var Putin, der havde ringet op. Russerne hævdede på sin side, at det var amerikanerne, der havde ringet op. Spionfly Onsdag afleverede russerne en officiel protest til den amerikanske ambassade i Moskva over, at et amerikansk U-2-spionfly havde fløjet over russisk territorium nær den georgiske grænse. Amerikanerne forklarede overflyvningen med, at den var nødvendig for at bekæmpe terroristerne i Georgien, som russerne selv kæmper imod. Men det afviste den russiske udenrigsminister, Igor Ivanov, og fremhævede, at det var meget svært at få øje på terrorister fra et U-2-fly.Det eneste, man kan se fra den højde, er russiske militære installationer, mente Ivanov. En meningsmåling fra Fonden for Offentlig Mening viste torsdag, at 91 procent af russerne er imod USA's og dets allieredes angreb på Irak. Kun fem procent af de adspurgte var for krigen. 59 procent mente oven i købet, at USA opførte sig »uvenligt« over for Rusland. »Hænderne op, jer der er for fred«, kundgjorde fredagsforsiden på ugeavisen Argumenter og Fakta, prydet af et billede af fremstormende amerikanske soldater, der udstyret bl.a. med frihedsgudindehjelme og hævede automatvåben angriber en gruppe af irakere, der er i færd med at overgive sig. Forsiden blev fulgt op af et interview med den tidligere chef for Sovjethærens centralkommando, general Vladimir Lobov, der mente, at »der er fare for, at mange andre lande får samme skæbne, som Irak«. »Jeg er ikke i tvivl om, at USA også har 'nationale interesser' i regionen omkring Det Kaspiske Hav, i Kaukasusrepublikkerne, og i Ruslands fjernøstlige regioner, endda i (det østsibirske, red.) Tjukotka«, sagde den pensionerede general. Blot en af denne uges mange kritiske kommentarer til krigen i Irak.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























