Amerikanerne og briterne var mandag i defensiven, efter at de er blevet afsløret i at videregive falske og forvirrende oplysninger. På krigens 12. dag måtte den amerikansk-britiske koalition indkassere tre stød til kæben i den løbende propagandakrig, der mandag overskyggede de fortsatte kampe. Den amerikanske talsmand, brigadegeneral Vincent Brooks, fortalte på den daglige pressekonference i Qatar, at man stadig ikke havde afsluttet undersøgelserne af, hvem der er ansvarlig for den eksplosion, der ramte markedspladsen i Shula-distriktet i udkanten af Bagdad i fredags, hvor mindst 55 blev dræbt og over 40 såret. Amerikansk missil? Han har tidligere antydet, at eksplosionen kan skyldes et irakisk jord til luft-missil, der faldt ned på pladsen. Den britiske journalist Robert Fisk fra Independent så imidlertid en stump af det eksploderede missil på markedspladsen. Det havde nummeret 30003-704SB 7492, med et yderligere kodenummer MFR 96214 09. Han tilføjede, at bogstavet B muligvis var et H. Det var svært at afgøre, da der gik en skramme hen over bogstavet. Det identificerer missilet som amerikansk. Narret af gamle fly Vincent Brooks præsenterede en række videooptagelser af flyangreb på en flyveplads kaldet H2, der viste ødelæggelsen af en række fly, der stod opmarcheret på landingsbanen. Den britiske militære analytiker Paul Beaver oplyste, at disse fly var gamle britiske og russiske fly, der for længst var udgået af aktiv tjeneste. Det lignede, sagde Beaver, en irakisk manøvre for at forvirre de angribende amerikanske fly. Bombningen af H2 er så meget mere mystisk, som amerikanerne for seks dage siden erklærede, at specialtropper havde erobret flyvepladsen. Ammunition fra Jordan Den tredje uheldige begivenhed, der blev vist på tv i går, var afsløringen af et større våbendepot, som britiske tropper fandt, da de erobrede en forstad til Basra i det sydlige Irak. Mellem stabler af granater og anden ammunition var der kasser, der tydeligt var markeret »GHQ Jordanian Armed Forces«. Den kendsgerning, at Jordan har leveret våben til Irak, vil næppe formindske den politiske spænding i området. Jordan har modtaget betydelig militær bistand fra både USA og Storbritannien og står officielt uden for konflikten. Situationen i Jordan var mandag meget eksplosiv. 99 prominente personer i landet, inklusive flere tidligere premierministre, har sendt et åbent brev til kong Abdullah og høfligt bedt ham om at sætte al sin kraft ind på at få krigen stoppet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig

Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























