Det konservative regeringsparti i Spanien dykker i meningsmålingerne efter starten på krigen i Irak. I de seneste dage er adskillige politikere og partikontorer ligefrem blevet angrebet af arrige fredsdemonstranter. »Mordere! Fascister! Terrorister!«. Skældsord og fornærmelser, æg, flasker og andet kasteskyts hagler ned over de konservative politikere i Spanien, der er begyndt at betale prisen for deres urokkelige støtte til USA og Storbritanniens krig mod Irak. I de seneste dage er adskillige politikere og partikontorer blevet angrebet af arrige fredsdemonstranter. I meningsmålingerne er José Maria Aznars folkeparti styrtdykket til sit laveste niveau siden starten af 1990'erne. Overfaldet Onsdag blev Madrids konservative borgmester svinet til med æg, da han viste sig offentligt. Dagen før gik det korporligt ud over den konservative spidskandidat til borgmesterposten i Barcelona, Alberto Fernandez, der fik snitsår i panden under et politisk møde i Reus ved Tarragona. Da Alberto Fernandez ankom til mødet, blev han angrebet af en flok unge vrede demonstranter, der kastede urtepotter, flasker og skraldeposer efter ham. I den seneste uge har råbene 'Nej til krigen!' og 'Vi stopper krigen!' lydt stadig kraftigere i Spanien. Onsdag kl. 12 fulgte mellem ti og tyve procent af alle arbejdere og funktionærer fagbevægelsens opfordring til at nedlægge arbejdet i et kvarter. Samtidig demonstrerede hundredtusinder af skoleelever og universitetsstuderende i mange store byer. Langt de fleste forsvarede freden med fredelige metoder. Men i Zaragoza kom en flok yderligtgående op at slås med politiet, og i Barcelona gik en lille gruppe amok og begyndte at smadre vinduer og stjæle smykker i byens største varehus, El Corte Ingles ('Det engelske snit'). Værst for de konservative Værst er det dog gået ud over de konservative og deres partikontorer. I den seneste uge er et halvt hundrede møder blevet ødelagt af ballademagere, og 120 kontorer er blevet svinet til med graffitislagord, æg, flasker og andet kasteskyts. Nogle ældre konservative politikere er ligefrem begyndt at sammenligne situationen med den folkelige uro i månederne, inden Den Spanske Borgerkrig brød ud i 1936. »Pacifisme? Hvad er det for en form for pacifister, der siger, de forsvarer freden og i stedet forsvarer volden«, sagde partiets generalsekretær, Javier Arenas, onsdag. Han og andre konservative beskylder den socialistiske opposition og især venstrefløjsunionen Izquierda Unida for at stå bag overfaldene og hærværket. Bebuder sagsanlæg Og han bebudede et sagsanlæg mod Izquierda Unida, fordi der på én af partiets websider udstilles fotos af Aznar, Blair og Bush samt en række konservative politikere, der kaldes mordere og medskyldige i mord. Socialistpartiet afviser alle beskyldninger om en sammensværgelse mod de konservative. »Vi fordømmer, at man kaster æg i hovedet på nogen. Det konservative parti er et demokratisk parti og har som sådan fuld ret til at ytre sig og afholde politiske møder. Men hvis jeg skal vælge mellem æg og bomber, ja så foretrækker jeg trods alt æg«, sagde socialisternes ordfører i parlamentet, Jesus Caldera. Upopulær Den konservative regeringschef José Maria Aznars popularitet er faldet betragteligt på grund af hans støtte til krigen mod Irak. I den seneste meningsmåling, lavet for Spaniens største radiostation Cadena SER, giver vælgerne det konservative folkeparti en lussing. Hvis der var valg nu, ville Partido Popular få 37 procent af stemmerne mod socialistpartiets 43 procent. Samme måling viser, at 83 procent af spanierne er modstandere af krigen. Den 50-årige José Maria Aznar kan i princippet være ligeglad med, om han er på vej til at begå politisk selvmord på grund af sin uforbeholdne støtte til krigen. Han har for længe siden bebudet, at han ikke genopstiller.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























