Voldsomme eksplosioner rystede i eftermiddag Bagdad, da mindst syv bomber ramte byen. Tidligere i dag forlød det, at landkrigen mod Bagdad vil blive indledt på tirsdag. Men de amerikanske og britiske tropper møder hård modstand på vej til Bagdad. Voldsomme eksplosioner rystede Bagdad søndag eftermiddag. Øjenvidner sagde, at mindst syv bomber fik huse til at ryste i den vestlige del af byen, hvor store røgskyer kunne ses langt omkring. Hidtil kraftigste bomber Ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters ramte eftermiddagens bomber det samme mål. Bomberne skulle samtidig være de hidtil kraftigste, der har ramt Bagdad. Bombefly og krydsermissiler har hele natten og formiddag bombet Bagdad, hvor målene har været regeringsbygninger, Saddam Hussains paladser og irakiske militære stillinger. Landkrig mod Bagdad på tirsdag En anonym britisk militær-kilde siger til Reuters, at de allierede planlægger at indlede landkrigen mod Bagdad mandag nat eller tirsdag. Ifølge kilden vil de allierede ikke lade sig stoppe af kampene i Basra i Sydirak. Kampene omkring byen fortsætter selv om den i går blev meldt under kontrol, men Reuters kilde siger, at det vigtige ikke er at holde Basra, men at komme igennem den for at komme til Bagdad. De allierede vil derfor ikke indlede kampe i Basra's bymidte. Hårde kampe 160 kilometer fra Bagdad Også tættere på Bagdad møder de allierede styrker hård modstand fra irakisk side. Kun 160 kilometer syd for Bagdad udbrød der i nat voldsomme kampe mellem fremrykkende amerikanske fortropper og irakere 70 kilometer sydøst for shi'itternes hellige by Najaf. Også de irakiske myndigheder beretter om kampe i ørkenen nær Najaf, der er et vigtigt religiøst center for det shiamuslimske flertal. Kæmper mod Den Republikanske Garde Byen er med sine blot 160 kilometer syd for Bagdad den foreløbigt mest fremskudte position, hvor et større slag har fundet sted. Ifølge amerikanske officerer holdes byen af Medina-divisionen i Den Republikanske Garde, der er Saddam Husseins elitetropper og bedre udstyret end den almindelige hær. Nye kampe ved Nassiriya Mod syd oplyste USA's militær i går, at det havde sikret en bro over Eufrat-floden nær Nassiriya 375 kilometer syd for Bagdad. I dag blokerer nye kampe i udkanten af byen for de amerikanske styrkers fremrykning mod nord. Det britiske nyhedsbureau Reuters korrespondent, som er sammen med amerikanske marinesoldater syd for byen, siger, medlemmer af en indsatsstyrke har rapporteret om stigende modstand på vej frem mod byen, og der kan ses sorte røgfaner i horisonten. Stadig kampe ved Umm Qasr og Basra Også i den strategisk vigtige havneby Umm Qasr helt i syd udbrød der til morgen ildkamp mellem amerikanske og irakiske styrker. Amerikanske embedsmænd meddelte ellers i går, at de nu havde kontrol over byens havn, der er Iraks eneste med dybt vand. Havnen er vigtig, idet den skal bruges til at bringe nødhjælp ind i Irak. Angreb i nord På fronten i det nordlige Irak kæmpes der om byen Mosul. Den arabiske satellit-tv-kanal Al-Jazeera meldte om eksplosioner før daggry vest for Mosul nær grænsen til Syrien, og ved midnatstid var antiluftskyts i brug ved Mosul. Også Saddam Husseins hjemby Tikrit er ifølge irakiske myndigheder blevet kraftigt bombarderet fredag og i går. Irakisk satellit-tv melder om fire dræbte og 13 sårede i byen. Tallet er ikke bekræftet andetsteds.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























