Siden det første allierede angreb på Bagdad har der været spekuleret intenst over, om Saddam Hussein slap levende fra det. Nu antyder en britisk efterretningsrapport, at den irakiske leder fortsat er i live, men at han forlod området i ambulance. Det meddeler den britiske viceudenrigsminister Mike O'Brien. »Vi har modtaget information om, at Saddam Hussein forlod området i ambulance. Der har været talt om, at han skal være blevet såret, eller endda dræbt. Det virker, som om det er usandsynligt, men hvis han er såret, ser det ikke ud til at være alvorligt«, forklarer O'Brien til BBC. Bekræftet af øjenvidne Han meddeler, at hans oplysninger stammer fra 'mindst et øjenvidne' til angrebet, der fandt sted i ly af mørket natten til torsdag. »Det ser ud til, at han efterfølgende optrådte på irakisk tv, men igen kan man sætte spørgsmålstegn ved nogle af disse tv-optrædender,« siger viceudenrigsministeren. Den britiske militære topchef i Golfen, Brian Burridge, sagde tidligere i dag, at Saddam Husseins skæbne bliver stadigt mere ligegyldig i takt med, at betydelig uorden spreder sig i den irakiske ledelse. Saddam på tv flere gange Irakerne gør, hvad de kan for at mane rygterne om Saddam Husseins eventuelle død i jorden. Dagligt har han optrådt på irakisk tv, gerne i selskab med en række af sine toprådgivere. Der har dog været tvivl om, hvorvidt det er den rigtige Saddam Hussein eller en dobbeltgænger, ligesom der også har været rejst tvivl om, hvorvidt optagelserne er nye eller af ældre dato. Få timer efter det første angreb på Bagdad dukkede Saddam Hussein op på irakisk tv. Redaktør på Sunday Telegraph, Con Coughlin, som har skrevet en biografi om den irakiske præsident, er ligesom en tysk ekspert overbevist om, at det var den rigtige Saddam Hussein, der optrådte på tv. »Saddam er en stolt irakisk nationalist, og hans eneste ambition er at blive som Iraks leder. Saddam læser også historiebøger. Hans ønsker et at blive husket som en stor arabisk leder. Og store arabiske ledere stikker ikke af«, siger Con Coughlin. En CIA-analyse har desuden fastslået, at det var Saddam Husseins stemme, hvorimod det ikke kunne slås fast, om billederne var af ældre dato.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























