Nye eksplosioner ryster her til aften Bagdad efter omkring tre timers angrebspause, oplyser det britiske nyhedsbureau Reuters. Det er dagens fjerde angreb, men til aften var der ingen antiluftskyts. Det er endnu ikke klart, hvad der er mål for koalitionsstyrkernes bomber. Mindst seks fjerne brag kunne høres fra Bagdad ca. 15 minutter efter, at luftalarmen var gået i gang. De var langt væk. Måske 10 til 20 kilometer, vurderede Reuters korrespondent. De hårdeste kampe har fundet sted omkring An Nasiriyah. Her har amerikanske marineinfanterister lidt betydelige tab. Officielt er 12 dræbt og over 40 sårede, men tallet vil nok blive betydeligt højere. Rapporter fra fronten viste, at mindst tre amerikanske pansrede mandskabsvogne var blevet ramt af kraftige missiler og udbrændte totalt. Der foregår fortsat en opbygning af amerikanske og britiske specialtropper i det kurdisk kontrollerede område i den nordlige del af landet. Der er konstante bombninger af Mosul, Kirkuk og Saddam Husseins fødeby Tikrit, oplyser Reuters. Det er en delikat situation, hvor man på den ene side skal afværge, at tyrkiske tropper ikke rykker ind. På den anden vil man fjerne de Ansar al-Islam guerillastyrker, der holder et lille hjørne i den nordøstlige del af landet under fundamentalistisk kontrol. Deres stillinger er blevet bombet, mens kurdiske tropper, støttet af amerikanske specialtropper, er ved at gøre sig klar til en diskret offensiv fjernt fra tv-kameraerne. Hårde kampe i syd Kampene fortsætter også i den sydlige del af landet, hvor koalitionsstyrkerne i går mødte hård modstand adskillige steder. Sent mandag eftermiddag var der stadig rapporter om kamphandlinger mellem irakiske "modstandslommer" og amerikanske og britiske soldater i Basra i syd, og samtidig sagde en talsmand for UNICEF, at der ikke er vand til Basras indbyggere og til hospitalerne. Nye kampe ved Umm Qasr Der har desuden været fornyede kampe nær havnebyen Umm Qasr nær grænsen til Kuwait. Her er amerikanske marinesoldater stødt på modstand fra en større 'lomme' irakiske soldater - hvoraf en del menes at stamme fra Den Republikanske Garde. Må vente på forsyninger og ændre kurs »Det vil tage nogle døgn, inden de amerikanske tropper har fået forsyninger frem til at starte en egentlig offensiv mod Bagdad«, siger den britiske militæranalytiker Paul Beaver. »Planen om at rykke frem langs to akser, en vest og en øst for floden Eufrat, fungerer ikke, fordi man ikke har sikret sig kontrollen over den befolkede og frugtbare del af landet, der ligger mellem Eufrat og Tigris. Derfor kan man kun rykke frem ude i ørkenen mod vest. Det betyder, at jo længere man kommer frem, des mere udsat bliver man for angreb fra flanken. Det betyder også, at man kun har en hovedvej til at føre forsyninger frem på. Det vil give forsinkelser«, forklarede Beaver. Bush: Krigen er stadig ung Samtidig sagde den amerikanske præsident, George W. Bush, at krigen stadig er ung, selv om den nu har passeret sine første 100 timer - den tid det tog at drive de irakiske styrker ud af Kuwait under Golfkrigen i 1991. Iraks vicepremierminister, Tariq Aziz, sagde på en pressekonference mandag, at præsident Saddam Hussein har fuld kontrol over Irak og den irakiske hær, og at den irakiske ledelse er i god behold. »Alle medlemmer af den irakiske ledelse er i god behold, og arbejder modigt, effektivt og efter planen«, sagde Aziz.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Han var rig. Men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
Lyt til artiklenLæst op af Emil Bergløv
00:00
Debatindlæg af Lærke Malmbak
Leder af Marcus Rubin
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
KOMMENTAR





























