Zimbabwe lammet af generalstrejke

Lyt til artiklen

En landsomfattende strejke mod præsident Robert Mugabe lammede tirsdag og onsdag Zimbabwe. Strejken er den mest omfattende protest mod Mugabe i tre år. Onsdag skød Zimbabwes politi med skarpt mod demonstranter i landets hovedstad. Virksomheder lukkede Fabrikker, banker og forretninger i alle større byer i Zimbabwe forblev lukkede tirsdag morgen, da hundredetusindvis af lønmodtagere efterkom oppositionspartiet MDC's (bevægelsen for demokratisk forandring) opfordring til at blive hjemme i to dage. Kun enkelte regeringskontorer og få banker i hovedstaden Harare var i nogle timer uberørte af aktionen, indtil også de måtte lukke på grund af de vrede zimbabweaneres protester i gaderne. Onsdag fortsatte strejken og korrespondent Lewis Machipisa rapporterer til BBC, at politiet i løbet af dagen skød med skarpt mod stenkastende demonstranter i hovedstaden Harares gader. En anden BBC korrespondent, Themba Nkosi, meddelte at byen Bulawayo onsdag var forvandlet til en spøgelsesby. Mugabes brutale fremfærd Zimbabweanernes utilfredshed skyldes Mugabes brutale fremfærd mod politiske modstandere og den udbredte fattigdom, der den seneste uge er blevet yderligere forstærket af kraftig inflation på 200 procent. Cirka halvdelen af Zimbabwes indbyggere vurderes at leve på sultegrænsen, og den skrantende økonomi har ført til lukning af virksomheder og omfattende ledighed. Officielle medier og repræsentanter for myndighederne i Zimbabwe fastholder, at strejken er 'et flop', og Zimbabwes politi hævder, at MDC har bestukket og truet befolkningen til at strejke. »De betaler unge 5.000 Zimbabwe dollar (65 kroner) hver, for at deltage i denne ulovlige aktion, og nu tilrettelægger vi vores strategi for at sikre, at fredselskende borgere kan vende tilbage til deres arbejde«, siger en talsmand for Zimbabwes politi, Wayne Bvudzijena, til den engelske avis The Independent. Brugte benzinbomber Politiet hævder desuden, at demonstranterne har brugt benzinbomber til at skræmme folk til at blive hjemme fra arbejde. Begge anklager afvises af MDC. »I dag sender Zimbabwes befolkning en stærk og entydig besked til Mugabes regime om at nok er nok. De er dødtrætte af et undertrykkende og illegitimt styre, der har fremprovokeret Zimbabwes hidtil værste krise. Dagens begivenheder beviser at Zimbabwes befolkning ønsker forandring«, sagde Paul Nyathi, der er talsmand for MDC, tirsdag til the Independent.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her