EU vender ryggen til Blair

Som en bro over oprørte vande - eller i hvert fald hen over Atlanten. Sådan ynder Tony Blairs regering i Storbritannien at beskrive sin rolle midt mellem EU og USA. Men det er en klapbro, og klappen sidder fast på den amerikanske side, påpeger analytikere i Bruxelles. Storbritanniens loyalitet over for Europa er igen blevet sat på en voldsom prøve i forbindelse med Irakkrisen. Og Tony Blairs ubetingede opbakning til USA har ødelagt det gode omdømme og den store indflydelse i EU, som Blairs regering ellers efterhånden har opbygget, lyder vurderingen. Efter år med EU-skeptiske konservative regeringer i Storbritannien - og en Margaret Thatcher, der svingede med håndtasken og råbte »Jeg vil ha' mine penge tilbage« til EU-bureaukratiet i Bruxelles - var briterne godt på vej til at skabe sig en position som en troværdig og vigtig medspiller blandt EU-landene. Tony Blairs Labour-regering orienterede sig fra starten meget mere positivt mod EU. Storbritannien ville være med i og påvirke samarbejdet i stedet for at stå halvvejs udenfor og stritte imod. »Tony Blair er en europæisk leder, i modsætning til de konservative premierministre Thatcher og John Major, som var britiske ledere. Historisk set er Blair den første britiske premierminister, der har talt så klart og stærkt om Storbritanniens tilknytning til kontinentet«, siger en EU-diplomat. Solid platform Samtidig med Blair-regeringens fremstød på EU-fronten led den fransk-tyske akse, som ofte er blevet betegnet som EU's motor, under supereuropæerne Helmut Kohl og Francois Mitterrands afsked med den europæiske politiske scene. Der var derfor god plads og mulighed for at skabe en solid britisk platform i EU, og Storbritannien har de seneste år haft stor indflydelse på blandt andet unionens forsvarspolitik. Men det kan meget vel være slut nu. For Blairs håndtering af Irakkrisen har skadet Storbritanniens omdømme og troværdighed i EU-kredse, og det kommer til at koste, siger analytikere. »Jeg tror ikke, at det har været et klart valg fra den britiske regerings side at ødelægge sin europæiske position på grund af Irak. Men den burde have udvist bedre politisk dømmekraft. Da Frankrig og Tyskland meldte ud med deres modstand mod en krig, skulle briterne på diskret, diplomatisk vis have gjort deres opbakning klart for USA. Men i stedet var de sammen med Spanien hovedmændene bag det åbne brev i Wall Street Journal. De udråbte uenigheden i offentlighed med megafon - meget barnligt for at få hævn over Frankrig og Tyskland - og det har skabt en enormt dårlig stemning i EU-kredse«, siger seniorforsker Kirsty Hughes fra instituttet Center for Europæiske Politik-studier i Bruxelles. Loyaliteten Den udlægning er direktør John Palmer fra tænketanken European Policy Center enig i: »Blair ville lige nu have meget svært ved at svare på, hvor hans loyalitet og engagement egentlig ligger hos EU eller hos amerikanerne. Hans håndtering af Irakkrisen har svækket hans autoritet i EU, og Storbritannien får store problemer med at genopbygge sin position i unionen. Efter min mening vil Frankrig og Tyskland komme forstærket ud af Irakkrisen, mens London og Madrid vil blive svækket«, siger John Palmer. At Storbritannien ikke bare bliver lukket ind i det gode selskab igen, antydede EU-udenrigskommissær Chris Patten - selv brite - for nylig i avisen The Independent. Briterne skal først bevise, at de lytter til, hvad der siges i unionen om Mellemøsten og andre regionale sager, sagde Chris Patten. Det kan blive lettere sagt end gjort, for mens Storbritannien i globale spørgsmål om blandt andet handel og miljø gerne står skulder ved skulder med unionen, vender briterne sig i de store udenrigspolitiske spørgsmål i stedet mod USA, siger Kirsty Hughes. »Alt i alt betyder Irakkrisen, at Storbritannien ikke bliver så stor og vægtig en europæisk medspiller, som vi troede, at landet ville blive. Briterne har gjort helt fundamental skade på sin politiske troværdighed i EU og vil formentlig senere på året opdage, at de har stillet sig selv længere ud på sidelinjen, end de egentlig ønskede«, siger Kirsty Hughes.