Arabiske medier vrede på Bush

Lyt til artiklen

Et sammenbrud for diplomatiet. En øvelse i blodtørst. En politisk fallit. De arabiske aviser var mandag stærkt fordømmende over for topmødet på Azorerne. Stort set alle medier tager det nu for givet, at USA og Storbritannien er parat til at angribe Irak i åben trods mod FN's Sikkerhedsråd. »George Bush tørster efter uskyldige irakeres blod«, hed det i en leder i den egyptiske avis Al-Akhbar. I partnerskab med Iran Avisen er én blandt mange, der er stærkt fordømmende over for især USA, men også Storbritannien og Spanien, der har bakket op om den hårde linje over for Saddam Hussein. Ifølge Al-Akhbars lederskribent har de tre lande nu indgået en slags 'partnerskab' med den irakiske tyran om at udgyde irakisk blod. »Saddams historie kendte vi. Men verden vidste ikke, at disse tre lige så ivrigt som han tørster efter blod og at dræbe uskyldige børn og gamle«, skriver Al-Akhbar. Det er typisk for den arabiske presse uden for Irak, at der generelt heller ikke bliver lagt fingre imellem, når det gælder Saddam Hussein. Langt de fleste aviser lægger ikke skjul på, at de opfatter ham som en magtgal bøddel. Men det betyder ikke, at andre lande har ret til at erklære krig mod ham uden et FN-mandat. Sidste chance »I dag er diplomatiets sidste dag«, hed tophistorien i den London-baserede avis Al-Hayat - en af to arabisksprogede aviser, der laves i London og cirkulerer i hele Mellemøsten, som International Herald Tribune gør det i Vesten. Overskriften hentyder til George W. Bushs retorik på pressekonferencen efter Azorerne. En retorik, der i en leder længere inde i avisen vækker chefredaktør Abdel-Wahab Badrakhans harme. Med den massive amerikansk-britiske oprustning i Golfen - og ikke mindst George W. Bushs afvisning af diplomati - er udfaldet givet, mener han. »De tre lande ringeagter resten af verden«, skriver han. Og kommer med en ironisk pointe til det, der i Mellemøsten opfattes som amerikansk egenrådighed og arrogance. Supermagten handler på egen hånd og afviser det, der ikke passer den: »Måske vil man arrestere Saddam. Måske vil man endog stille ham for den internationale krigsforbryderdomstol, som USA stadig nægter at anerkende«, skriver Al-Hayats redaktør. I Jordan kalder avisen Al-Ra'i mødet for »politisk fallit«. Og den engelsksprogede avis Jordan Times skriver i sin leder, at topmødet på Azorerne »måske vil overgå i historien som et af verdenshistoriens diplomatiske lavpunkter«. »Det var et topmøde, der havde meget lidt at gøre med diplomati og en hel del at gøre med public relations«, skriver Jordan Times. Tre ting generer Avisen er i øvrigt en af de meget få, der har opdaget, at også Portugals statsminister var til stede på mødet. »De var kun fire, men de talte på det internationale samfunds vegne (.) de var ikke i stand til at gå i krig under dække af international legitimitet, med et FN-mandat, så de besluttede sig at gå videre på egen hånd«. Selv i de lande, hvis ledere indirekte støtter krigen ved at lade USA og Storbritannien bruge deres land til militærbaser, kan man finde kritik af topmødet. »Fra flere sider er der bud efter handlinger, der kan redde situationen. Men man kan frygte, at det er for sent efter krigstrioens møde«, hedder det i avisen Al-Khalij fra De Forenede Arabiske Emirater ifølge BBC. Det er især tre ting, der generer de arabiske lederskribenter og medier. Den ene er, at USA hævder at gå i krig for verdensfred og demokrati, mens de fleste i denne region er overbeviste om, at det i virkeligheden er billig olie, amerikanerne er ude efter. Den anden er, at de arabiske lande ikke har præsteret at komme til en fælles kurs, der kunne have lagt pres på USA og Storbritannien. Og den tredje er mangelen på konsekvens over for Israel - et land, der ignorerer FN-resolutioner og ligger inde med masseødelæggelsesvåben. Al-Hayat sammenligner således den amerikanske præsident med Israels ministerpræsident, Ariel Sharon. »Også Sharon beslutter sig for en krig, før han indkalder til møde om den«, skriver Al-Hayat.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her