Global gademarch

Lyt til artiklen

Nej tak til amerikansk magtpolitik og krig i Irak. En måned efter at 14.000 demonstranter samledes foran den amerikanske ambassade i København i protest over risikoen for en krig mod Irak, råber arrangørerne bag demonstrationen endnu en gang vagt i gevær. Lørdag forventes op mod 30.000 demonstranter at gentage successen i København, mens flere tusinde formentlig vil deltage i en af de otte demonstrationer, der er arrangeret i resten af landet. Krigsfaren lurer stadig »Krigsfaren er overhængende«, gav en af arrangørerne bag demonstrationen i februar som begrundelse for, hvorfor verdens befolkning skulle møde op og protestere mod krigen i Irak. Sådan lyder forklaringen stadig. Og hvis forventningerne holder stik, vil endnu flere deltage i demonstrationerne end for en måned siden. »Den demonstration, der blev afholdt den 15. februar var planlagt lang tid i forvejen og omfattede mere end 70 lande. Denne gang er situationen en anden. Vi er inde i en meget intens periode, hvor nogle lande kan organisere meget store demonstrationer, mens andre ikke har kunnet nå at arrangere noget til weekenden. Men interessen er enorm. I Danmark alene er der kommet 60 lokale initiativer«, siger Jørn Andersen, som står bag initiativet Ingen krig mod Irak. I op mod 30 andre lande går antikrigsbevægelsen på gaden lørdag, og ifølge den engelske antikrigsbevægelse Stop the War Coalition, vil dagens demonstrationer formentlig få deltagelse af millioner af mennesker. Men modsat tidligere bedyrelser fra arrangører om, at demonstrationerne handler om krigsmodstand, siger flere nu åbenlyst, at det i lige så høj grad handler om modstanden mod USA - og slet ikke om Saddam Hussein. Bush er truslen »Krigen handler ikke om Saddam Hussein. Derfor handler vores demonstrationer heller ikke om ham. Vi har sagt, at vi tager afstand til ham og hans regime. Men det er jo ikke Saddam Hussein, der angriber New York, vel? Det bliver jo mere og mere klart, at det, som krigen handler om, er USA's økonomiske og magtpolitiske interesser«, siger Jørn Andersen, og tilføjer: »Men omvendt må man også erkende, at dagsordenen er sat. Det, det handler om, er om der skal være krig eller ej. Vi kan samle folk, fordi det er den dagsorden, vi holder fast i. Vi kan så have forskellige syn på, hvorfor krigen truer. Om det handler om demokrati, religion eller penge betyder ikke noget for, om man kan deltage i demonstrationen«. De danske arrangører og støtter til demonstrationen omfatter alt fra medlemmer af Enhedslisten til bryggeriarbejdere og pædagoger. De fleste har ifølge Jørn Andersen demonstreret mod det irakisk regime i årevis, men vil holde regimet ude af debatten. »Lige nu vil det være at acceptere USA's dagsorden, hvis vi gjorde opmærksom på regimerne. Truslen mod befolkningen i Irak kommer i øjeblikket fra USA. Hvis vi sagde med lige så stor kraft, at vi også er imod Saddam Hussein, så ville vi spænde ben for os selv. Så ville vi ikke få det fokus, at dette her er USA's krig og handler om olieinteresser og magtpolitiske interesser«, siger Jørn Andersen, som håber så mange som muligt vil deltage i demonstrationerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her