En talsmand for Det Hvide Hus i Washington kunne fredag aften ikke bekræfte oplysningerne om, at to af Osama bin Ladens sønner var blevet taget til fange i forbindelse med en militær operation i Afghanistan. »Vi har ingen oplysninger, der kan underbygge oplysningerne«, siger talsmand Ari Fleischer i følge det britiske nyhedsbureau Reuters. Han kunne i stedet oplyse, at det kun er et spørgsmål om tid før bin Laden og andre medlemmer af al Qaeda bliver pågrebet. Tvetydige oplysninger Oplysningerne om tilfangetagelsen af to af al-Qaeda lederen Osama bin Ladens sønner er tvetydige. Sent på eftermiddagen fredag sagde en minister for den pakistanske provins Baluchistan til det britiske nyhedsbureau Reuters, at sønnerne var blevet arresteret i forbindelse med en amerikansk-afghansk aktion i det vestlige Afghanistan. Kort efter sagde Abdul Karim Barawi, guvernør i den afghanske provins Nimroz, at der ikke er hold i rapporterne om anholdelsen af de to sønner. Ved aktionen skulle ni al-Qaeda medlemmer angiveligt være blevet dræbt.
USA benægter anholdelse af bin Ladens sønner
Lyt til artiklen