USA fortsætter oprustning omkring Irak

Lyt til artiklen

Yderligere amerikanske 60.000 tropper skal sætte kursen mod Golfen, oplyser en talsmand fra USAs forsvarsministerium til BBC. Forstærkningerne vil dog muligvis først ankomme til området efter at en eventuel krig er brudt ud. Britiske og amerikanske fly har angrebet irakiske raketbatterier i de seneste dage. Irakiske kilder sagde mandag, at seks civile blev dræbt og 15 såret ved et amerikansk-britisk flyangreb, mens amerikanske forsvarskilder fastlår, at målene var militære. Skifte i strategi Ifølge embedsmænd i det amerikanske forsvarsministerium i Pentagon er det udtryk for »et aggressivt skift« i USAs strategi i flyforbudszonerne, fordi bombeangrebene ikke drejer sig om raketsystemer, der truer flyene, men om våben, der kan bruges mod landtropper. Den britiske avis The Daily Telegraph skriver tirsdag, at omkring 4000 amerikanske og britiske landtropper allerede opererer i Irak. Soldaterne foretager blandt andet overvågningsopgaver af oliefelter vest for Bagdad. Britiske forsvarskilder siger til avisen, at blandt andre 240 elitesoldater fra Special Air Service opererer i flere dele af landet. Saddam skal væk Regeringen i Washington understreger, at såfremt der udbryder krig mod Irak, vil præsident Saddam Hussein ikke få lov at blive ved magten. »Ingen bør overveje - og ikke engang et enkelt sekund - at en militæraktion, der skal afvæbne Saddam Hussein, vil efterlade ham ved magten, så han blot kan opruste igen«, siger talsmanden for Det Hvide Hus, Ari Fleischer i følge nyhedsbureauet AFP. Amerikanske embedsmænd afviste samtidig at sige, om Saddam Hussein kan undgå en krig, hvis han frivilligt lader sig afvæbne. Fortsætter med at destruere Iraks informationsministerium meddelte tirsdag formiddag, at landet agter at destruere yderligere to eller tre af de forbudte al-Samoud raketter. I forvejen har Irak ødelagt 16 af de i alt 120 missiler. Samtidig er Irak på vej med en ny rapport om nervegasser og miltbrandbakterier, som landet hævder at have destrueret efter Golf-krigen i 1991.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her