Blix glæder sig over destruktion af missiler

Lyt til artiklen

Chefen for FN's våbeninspektører Hans Blix glæder sig over, at Irak vil destruere sine ulovlige missiler. Han kalder beslutningen for »meget betydningsfuld« og et eksempel på »virkelig afvæbning«. Hans Blix påpeger dog, at han stadig mangler se detaljerne for, hvordan al-Samoud missilerne skal ødelægges, skriver BBC. Missilerne kan flyve længere end de 150 kilometer, som er fastlagt som maksimumsgrænse for Irak af FN. Blix har derfor krævet, at irakerne ødelægger dem, og sat 1. marts som skæringsdato for at begynde destruktionen af missilerne, affyringsramper, produktionsfaciliteter mv. Alligevel er tonerne fra Hans Blix mere positive end de brudstykker af hans kommende inspektionsrapport, der angiveligt blev lækket til BBC torsdag. Her blev der talt om »begrænsede resultater« i afvæbningen af Irak. Destruktion lørdag »Der er en mulighed for, at destruktionen kan begynde lørdag«, sagde Hiro Ueki, der er talsmand for våbeninspektørerne i Bagdad. Ifølge Ueki begynder 'tekniske samtaler' mellem de irakiske myndigheder og inspektørerne i morgen. Brev til Blix Det er kun få timer siden, at irakiske kilder meddelte, at styret i Bagdad i et brev til våbeninspektørernes chef Hans Blix meddelte, at man agter at adlyde hans ordre, selvom kravet ifølge kilderne er uretfærdigt og 'synes at have politisk sigte'. USA har afvist irakernes brev, og fortsætter forberedelserne til krig. Senest er et sjette hangarskib og B-2 bombefly udkommanderet. Blair: Ikke tid til julelege Den britiske premierminister Tony Blair er heller ikke imponeret. »Det øjeblik, jeg tidligere på ugen hørte Saddam Hussein sige, at han ikke ville destruere missilerne, var det øjeblik, jeg vidste, at han senere på ugen - lige før dr. Blix' rapport - ville meddele, at han (Saddam Hussein red.) selvfølgelig ville destruere missilerne«, siger Blair. 'Det er ikke tidspunktet for julelege', fastslog den britiske premierminister, der sammen med den amerikanske præsident står for en hård linje mod Irak.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her