USA og Storbritanniens udkast til en ny FN-resolution om Irak er formuleret som »et elegant trick«, men det er også groft, for i samme øjeblik, Sikkerhedsrådet stemmer for det, kan krigen starte. Det vurderer to danske sikkerhedspolitiske forskere, som til gengæld ikke levner det fransk-tysk-russiske forslag, om at give våbeninspektørerne yderligere tre måneder, nogen chance. Mild formulering med masser af konsekvens »I det nye udkast er der er kun en enkelt ting til forskel fra resolution 1441, men den er afgørende: Den fastslår, at Irak ikke har udnyttet muligheden for at leve op til kravene i 1441. Det er et elegant trick med en mild formulering, der indeholder masser af konsekvens. Stemmer man for, stemmer man også for krigen. Og USA kan jo henvise til, at Sikkerhedsrådet stemte ja til 1441, så det er svært at sige nej til den nye«, vurderer Bertel Heurlin, der er professor i statskundskab ved Københavns Universitet. Han tilføjer: »En ting er sikker - udkastet er ikke et oplæg til en forhandling, selv om USA ikke vil tvinge det igennem den første halve snes dage«. Frankrig har tabt De næste dage skal give Frankrig tid til at redde ansigt, for magtkampen med USA er tabt på forhånd. Rusland og Kina vil ikke lægge sig ud med USA og kan give efter uden problemer, og Tyskland dækker sig bag Frankrig og kan skifte holdning, når franskmændene gør det. Samtidig er det Frankrig, der har størst interesse i, at FN også skal fungere i fremtiden, fordi landet har den stærkt eftertragtede position som permanent medlem i Sikkerhedsrådet. Sandsynlig USA-UK-veto »Hvis det lykkes Frankrig, Tyskland og Rusland at komme videre med sine forslag, er det sandsynligt, at USA og Storbritannien nedlægger veto. Eller vurderer, at Sikkerhedsrådet og FN er impotent - og handler på egen hånd. Det vil få alvorlige konsekvenser for FN's fremtid, som ingen kan overskue nu«, siger professor i statskundskab Nikolaj Petersen fra Århus Universitet. Begge professorer påpeger, at USA gør meget ud af den såkaldte omvendte bevisbyrde i resolution 1441, hvor det er Irak, som skal bevise, at alle masseødelæggende våben er destrueret. USA er garderet »USA spiller et dobbeltspil i dobbeltspillet«, konstaterer Bertel Heurlin. »Hvis det nye udkast til en resolution ikke bliver vedtaget, henviser præsident George Bush bare til, at 1441 er tilstrækkelig til at gennemføre en militær aktion«. Britisk ekspert: Beroligelse af krigsmodstandere Jonathan Stevenson er sikkerhedspolitisk forsker ved London School of Economics. Han vurderer, at både George W. Bush og den britiske premierminister, Tony Blair, skal bruge den nye resolution til at berolige de mange modstandere af en krig, som begge regeringsledere har på hjemmefronten. For dem vil det også være afgørende, hvordan Saddam Hussein reagerer på kravet om at destruere sine langtrækkende missiler i løbet af de næste dage. Gør han ikke det, vil krigen starte i midten af marts, mener Jonathan Stevenson. Krig om tre uger Det stemmer med Bertel Heurlins udlægning: »Konfrontationen kommer om tre ugers tid. Man må ikke glemme, at amerikanerne virkelig føler sig truede efter angrebet for halvandet år siden. Det udstillede også deres sårbarhed, så de nu er nødt til at vise deres magt. Det er en alvorlig sag for USA, og amerikanerne spøger ikke,« siger Heurlin.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























