Ofre chokerede over dom mod Plavsic

Lyt til artiklen

Flere muslimske ofre for de etniske udrensninger under den bosniske krig fra 1992-1995 udtrykte torsdag forfærdelse over dommen mod den tidligere bosnisk-serbiske politiker Biljana Plavsic. FNs Krigsforbryderdomstol i Haag idømte torsdag den 72-årige Plavsic 11 års fængsel for krigsforbrydelser begået under opløsningen af Jugoslavien. »Jeg er målløs. Jeg kan ikke sige et ord. Jeg er fuldstændig rystet«, sagde Mujesira Memisevic, hvis mand og børn og andre nære familiemedlemmer blev dræbt under de bosniske serberes etniske udrensning i det østlige Bosnien. »Dommen er forfærdende mild«, sagde Memisevic ifølge nyhedsbureauet Ritzau. Rejste selv til Haag Biljana Plavsic er den hidtil mest fremtrædende politiker, der er blevet dømt af Krigsforbryderdomstolen i Haag. Hun er desuden den eneste dømte krigsforbryder fra krigen i Bosnien, som har erklæret sig skyldig i forbrydelser mod menneskeheden. Plavsic rejste selv til Haag og erkendte sin skyld i håbet om en mildere straf. Hendes advokater havde opfordret til en straf på ikke over otte års fængsel, mens anklagemyndigheden argumenterede for fængsel imellem 15 og 25 år. Den kvindelige eks-politiker blev dømt for forbrydelser mod menneskeheden, herunder drab, forfølgelse, deportation og ulovlig tilbageholdelse af kroater og muslimer i kz-agtige lejre under den bosniske krig, hvor flere end 200.000 mennesker omkom. Plavsic indrømmede Muharem Muselovic, en muslim fra den nordvestlige by Prijedor, tilbragte seks måneder i de bosnisk-serbiske tilbageholdelseslejre, der var kendt for deres grusomheder mod ikke-serbere. Op mod 3300 muslimer og kroater blev dræbt i området. »11 år for alle disse liv og for al den lidelse er kun en dråbe i havet, og vi, de tidligere fanger, kan ikke stille os tilfredse med det«, sagde Muselovic over telefonen efter dommen. En anden tidligere fange, Nusreta Sivac, sagde imidlertid, at Plavsic indrømmelser var langt vigtigere end dommens længde. »Hendes indrømmelser og opfordring til andre ledere om at følge hendes eksempel bærer langt større vægt. Dommen er sekundær i dette tilfælde«, sagde Sivac, der også bor i Prijedor. Ekspert er overrasket Judith Armatta, der er ekspert i krigsforbrydelser er overrasket over straffens længde, som hun finder kort, skriver CNN. »Der skulle være mere konsekvens i dommene, men reglerne er først ved at blive lavet«, sagde hun til det amerikanske nyhedsbureau The Associated Press.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her