Sharon laver smal højreregering

Lyt til artiklen

Israel får en smal højrenational regering med et flertal på blot et mandat. Det står klart, efter at premierminister Ariel Sharon fra det højrenationale Likudparti mandag indgik en regeringsaftale med det sekulære Shinui-parti, der blev den store vinder ved parlamentsvalget den 28. januar. Søndag indgik Sharon en aftale med Det National Religiøse parti (NRP), der har sin vælgerbase blandt de israelske bosættere i de palæstinensiske områder, og ifølge avisen Haaretz vil Sharon torsdag præsentere sin nye regering i parlamentet. Partier i venteposition Regeringen har 61 af parlamentets 120 mandater, men avisen skriver, at flere partier muligvis slutter sig til koalitionen senere, selv om det synes at stå klart, at det største oppositionsparti, Arbejderpartiet, ikke vil deltage. Amram Mitzna, Arbejderpartiets leder, har afvist at gå i regering med Sharon, medmindre Likud-lederen accepterer et regeringsprogram om at rømme Gaza, kraftigt at reducere antallet af israelske bosættelser på Vestbredden og indlede forhandlinger med palæstinenserne. Aftale med bosætter-parit Mitzna sagde, at det er "nytteløst" at fortsætte med forhandlinger, efter at Sharon indgik aftalen med det bosættervenlige NRP. Effi Eitam, leder af NRP, siger, at Likud er gået med til at udvide bosættelserne, og det er ikke i overenstemmelser med rapporterne om, at Sharon under forhandlinger med Arbejderpartiet har lovet ikke at udvide bosættelserne - løfter, som Sharon ikke ville nedfælde på papir. Regering med skraldespande Heller ikke de ultraortodokse partier i Israel er tilfredse. Partiet Shas, der har 11 mandater, har tidligere været allieret med Sharon, men han valgte denne gang det sekulære Shinui, hvis leder, Tommy Lapid, gik til valg på at mindske de ultraortodokses indflydelse i det israelske samfund. »Sharon har forrådt os. Han danner regering med skraldespande, buldrede Shas åndelige leder, rabbineren Ovadia Yosef. Den tidligere Shas-sundhedsminister, Shlomo Benizri, betegnede samtidig Lapid for »en svoren fjende af jødedommen«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her