I det amerikanske forslag til en ny FN-resolution om Irak hedder det, at det irakiske styre har 'forpasset den sidste mulighed' for at lade sig afvæbne for påståede masseødelæggelsesvåben. Udkastet har to nøgle-afsnit. I hovedafsnittet slås det fast, at 'Irak har forsømt at bruge den sidste chance, som tilbød sig i resolution 1441' (fra november). Udkastet, som på forhånd støttes af Storbritannien og Spanien, ventes præsenteret sent mandag aften i FN's Sikkerhedsråd. Frankrig fremlægger alternativt forslag Den franske præsident, Jacques Chirac, har meddelt, at Frankrig og Tyskland fortsat er imod en ny FN-resolution, hvis denne skal blåstemple en krig. Frankrig fremlægger mandag aften sit eget resolutionsforslag på det lukkede møde i Sikkerhedsrådet, og det handler om at forstærke våbeninspektørernes indsats i Irak. Tyskland og Rusland med på det franske forslag Det franske udkast får Tyskland og Rusland som medunderskrivere, og Kina har ladet forstå, at det også vil støtte forslaget. Chirac sagde forud for et møde med den tyske kansler, Gerhard Schröder, i Berlin, at det fransk-tysk-russiske forslag indeholder 'frister for nedrustning, program for program'. Forventer hurtig behandling i FN USA meddeler, at landet forventer, at FN vil overveje forslaget om en ny resolution »med kort varsel«. USA og Storbritannien ønsker forslaget til afstemning midt i marts. Fortsat tysk-fransk modstand Dermed er Tyskland, Frankrig og til dels Rusland fortsat på direkte kollisionskurs med USA i spørgsmålet. »Frankrig ønsker med fredelige midler at give afvæbningen i Irak enhver chance for at lykkes gennem inspektioner, som skal forfølges og forstærkes«, siger præsidentens talskvinde, Catherine Colonna. Schröder støtter Chirac Den tyske forbundskansler Gerhard Schröder bakker op om den franske modstand. »Vi har, ligesom Frankrig, den holdning, at resolution 1441 indeholder muligheder nok for at støtte våbeninspektørernes fremskridt. Derfor er det ikke nødvendigt med en ny resolution«, siger Gerhard Schröder. Blix afviser flere forhandlinger om Irak-missiler Chefen for FN's våbeninspektører, Hans Blix, siger mandag, at Irak skal indlede destruktionen af landets beholdning af de forbudte al-Samoud-missiler senest lørdag. Han siger også, at han ikke forventer flere forhandlinger om den sag og tilføjer, at en af hans underordnede vil tage en forhandling med irakerne om, med hvilket tempo destruktionen skal foregå. »Vi har aftalt en dato for, hvornår destruktionen af missiler skal indledes, og vi forventer, at den dato vil blive respekteret«, siger Hans Blix. Overskrider tilladt rækkevidde Blix gav fredag Irak besked om, at landet skal ødelægge samtlige sine al-Samoud-missiler samt alle komponter til dem, fordi missilerne overskrider den FN-tilladte rækkevidde på 150 km. FN's eksperter hævder, at missilerne har en rækkevidde på ca. 180 km, hvorimod Irak har holdt fast i, at missilerne ikke kan nå længere end den tilladte rækkevidde. Missilspørgsmål kan udløse krig FN's generalsekretær Kofi Annan har sagt, at Iraks beslutningen vedrørende missilerne kan blive et vendepunkt i krisen. »Hvis Irak afviser at destruere disse våben, vil Sikkerhedsrådet ikke været tvunget til at tage en beslutning«, siger Kofi Annan. Irak undersøger krav 'nøje' En af Saddam Husseins næreste rådgiver siger, at Irak undersøger FN's krav om destruktion af missilerne 'meget nøje'. »Der er en åben dialog imellem os, og vi håber, at denne sag vil blive ordnet«, siger rådgiveren. Andre udviklinger i krisen: Powell i Kina I et forsøg på at finde opbakning i Sikkerhedsrådet har den amerikanske udenrigsminister Colin Powell besøgt Kina, og de første reaktioner fra mødet antyder, at landene langt fra er enige. Men USA formodes alligevel at have opnået garanti for, at Kina ikke vil nedlægge veto mod en ny resolution. Tyrkiet snart klar til afstemning Tyrkiets regering har mandag gjort klar til at fremsende et forslag til parlamentet om at tillade amerikanske tropper på tyrkisk territorium i tilfælde af en amerikanskledet krig mod nabolandet Irak. USA har lokket Tyrkiet med en stor økonomisk gulerod, hvis tyrkerne tillader, at USA kan åbne den såkaldt nordlige front fra Tyrkiet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























