Europas udenrigsministre er fundamentalt enige om, at Irak skal afvæbnes. Landene er blot internt uenige om hvornår. Det sagde Storbritanniens udenrigsminister, Jack Straw, mandag efter næsten fire timers forhandlinger med EUs øvrige udenrigsministre. »Der var en god forståelse i rummet, og der var ingen fundamental uenighed at spore. Forskellen mellem landenes holdninger ligger i timingen«, sagde den britiske udenrigsminister med henvisning til en militær operation mod Irak. Går efter et kompromis Ligesom den tyske udenrigsminister, Joschka Fischer, sagde Jack Straw, at han tror på, at topmødet vil resultere i et kompromis. Ingen af udenrigsministrene gav dog udtryk for, at de agter at slække på deres hidtidige krav. »Med mindre det talte ord ikke står ved magt, tror jeg, vi vil finde en løsning. Vi blev enige ved topmødet i København, samt den 27. januar, og det tror vi, at vi vil blive igen«, sagde Jack Straw. Inspektionerne i Irak fortsætter Presset på styret i Irak for at samarbejde fuldt og helt med FNs våbeninspektører ventes øget i de kommende dage. Det ser ud til, at Iraks præsident, Saddam Hussein, har en frist til den 1. marts - hvor chefen for FNs våbeninspektører igen ventes at aflægge rapport over for FNs Sikkerhedsråd - til at nedbryde den mur af hemmelighedskræmmeri, der stadig omgærder en stor del af Iraks våbenprogrammer. Frankrig imod en ny resolution Men inden våbeninspektørernes rapport skal Sikkerhedsrådet begynde at debattere en ny resolution, som USA og Storbritannien ønsker vedtaget. Resolutionen ventes at gøre det ud for et ultimatum mod præsident Saddam Hussein. Men om resolutionen blive vedtaget er højst usikkert efter, at Frankrigs præsident, Jacques Chirac, mandag sagde, at hans regering vil modsætte sig en ny FN-resolution om afvæbning af Irak. NATO bilagde striden Udenrigsministrenes møde og det efterfølgende topmøde kommer, efter at det sent søndag aften lykkedes at bilægge en strid om Irak i NATO. Også i NATO-kredsen, som tæller de fleste EU-lande har Irak-krisen skabt dyb splittelse med Frankrig og Tyskland på den ene side og 16 allierede med USA i spidsen på den anden. Uenigheden stod om en anmodning fra Tyrkiet om at lade NATO beskytte landets grænse til Irak forud for en eventuel krig. Tyskland, Frankrig og Belgien mente, at det var for tidligt at involvere NATO i Irak-krisen, og striden førte til en uges maratonforhandlinger, der først sluttede med aftale aftenen inden EU-mødet. Irak euforisk efter massedemonstrationer Imens er stemningen i Bagdad nærmest euforisk efter de verdensomspændende massedemonstrationer imod USAs forventede krig. Billeder af weekendens protestmarcher prydede forsiden på avisen Babel, der drives af Saddam Husseins ældste søn Uday. Avisen skrev, at demonstrationerne var et bevis på "den ydmygende internationale isolation, som USA og Storbritannien befandt sig i".
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























