Flyvertaktisk Kommando i Karup har onsdag indledt en undersøgelse af, om danske F-16 kampfly har været skyld i drab på civile afghanere under et bombeangreb i det centrale Afghanistan tirsdag. Det sker efter, at en talsmand for de lokale afghanske myndigheder i Helmand-provinsen har oplyst, at mindst 17 civile blev dræbt og mange andre såret under angrebet. 'Intet tyder på civile ofre' Kaptajn Per Jensen, der er presseofficer i Flyvertaktisk Kommando, siger, at der ikke er noget, der tyder på, at der har været civile ofre ved aktionen. »Der er intet, der indikerer, at danske F-16 våbenafleveringer har forårsaget civile tab. Men vi undersøger selvfølgelig denne sag fuldstændig til bunds for at være hundrede procent sikre«, siger Per Jensen til Ritzau. USA afviser civile ofre Lederen af koalitionens operationer i Afghanistan Oberst Roger King afviser også, at der var civile ofre. Til gengæld blev 12 mistænkte anholdt efter bombetogterne, som varede otte timer. Dansk fly kastede én bombe King siger, at angrebet var rettet mod formodede soldater fra Taleban-bevægelsen, som var ved at indtage offensive stillinger i bjergene. Ifølge Roger King kastede et dansk F-16 kampfly fra basen i Kirgistan én laserstyret bombe på 250 kilo, mens amerikanske B-1 og B-52 bombefly smed såkaldte smart bombs. 'Kan ikke henvises direkte til bombeangreb' Flyvertaktisk kommando forventer, at der vil gå et par dage endnu, før sagen er fuldstændig opklaret, men han understreger, at de foreløbige resultater ikke tyder på, at nogen procedurer eller regler er overtrådt. Per Jensen føler sig ikke overbevist om, at oplysningerne om de dræbte og sårede civile afghanere kan henvises direkte til bombeangrebene, men han afviser at uddybe de danske kampflys indsats yderligere. »Før vi selv ved noget med sikkerhed, er det svært at forholde sig til eventuelle civile tab. Det må den videre undersøgelse afklare«, siger Per Jensen. Forsvarskommando: Begrebet 'civil' er vanskeligt Presseofficer i Forsvarskommandoen, orlogskaptajn Torleif Poulsen, oplyser til Ritzau, at forsvaret som altid, når danske styrker har været i våbenkamp, foretager en skadesvurdering baseret på videooptagelser og øvrige efterretninger. »Vi skal prøve at fastslå, hvem der gjorde det, om der er begået fejl, og hvad begrebet civile dækker over. Lige så snart du har med guerrillasoldater at gøre, kan det være hvad som helst. De har det jo med meget ofte at klæde sig på som almindelige mennesker, og der kan være propaganda i at sige, at det var civile, selv om det måske var nogle af de mere suspekte mennesker dernede. Det er meget usikkert, og vi vil ikke udtale os hverken for eller imod på nuværende tidspunkt«, siger Torleif Poulsen. Regeringen i Kabul er underrettet De nye oplysninger om formodede civile ofre er nu overgivet til regeringen i Kabul. En af landsbybeboerne i Baghran-dalen, siger til Reuters, at han har set ligene af to kvinder, to børn og en mand i en grøft. De fleste af de dræbte er kvinder og børn, siger han. Karzai kan ikke bekræfte En talsmand for den afghanske præsident Hamid Karzai siger, at han ikke har fået oplysninger om civile ofre. Men han siger, at koalitionen var bedt om i det hele taget at undgå bombetogter under den muslimske Eid-al-Adha-højtid, som varer fra tirsdag til fredag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























