I den hyggelige lille baskiske by Andoain, ikke langt fra San Sebastian, er det helt normalt at kigge under sin bil, inden man sætter sig ind i den. Er man ikkenationalist, er man automatisk et muligt mål for terrorgruppen ETA. Og derfor risikerer man at blive sprængt i stykker af en bilbombe eller få en kugle gennem hovedet. Nægtede at ansætte livvagter Den 45-årige Joseba Pagazaurtundia vidste godt, at han var i terrorgruppens kikkertsigte. To gange har hætteklædte unge, sandsynligvis ETA-sympatisører, kastet molotovcocktail mod hans hus og bil. Alligevel nægtede han at gå rundt med livvagt, som hundredvis af andre ikkenationalistiske baskere gør. Joseba Pagazaurtundia var lokalbetjent i byen, der er styret af ETA's politiske støtteparti, Batasuna. Som han sagde: »Det manglede da bare, at en politimand skulle have beskyttelse«. Skudt i hovedet Lørdag morgen hjalp hans tjenestepistol ham ikke. En formodet terrorist var hurtigere på aftrækkeren. Mens Joseba Pagazaurtundia som sædvanlig spiste morgenmad i en bar i Andoain, skød terroristen ham to gange i hovedet og en gang i brystet. Terroristen løb ud af baren og forsvandt i en bil. Joseba Pagazaurtundia lå tilbage i en blodpøl. 12 timer senere døde han på et hospital. Efter at have ligget i vinterdvale, gik terrorgruppen med sit første mord i år igen på krigsstien. Joseba Pagazaurtundia var et let, men ikke et tilfældigt offer. Han var nemlig erklæret ikkenationalist med nær tilknytning til det spanske socialistparti. Desuden var han aktivt medlem af borgergruppen Basta Ya!, en apolitisk gruppe af baskere, der adskillige gange har protesteret mod manglen på demokrati og ytringsfrihed i Baskerlandet. Basta Ya! mener, at den baskiske nationalistregering vender det blinde øje til ETA's trusler og terror mod den ikkenationalistiske del af baskerne og dermed forhindrer dem i at have en anden mening end de radikale og voldelige separatister. »Den baskiske nationalistregering bærer en del af ansvaret for, at ikkenationalister bliver myrdet, terroriseret til at flytte eller forhindret i frit at give udtryk for deres mening«, sagde forfatteren og filosoffen Fernando Savater, da han sammen med 300 andre Basta Ya!-medlemmer demonstrerede foran den baskiske regionalpræsidents bolig. Demonstration Samtidig indkaldte han til stordemonstration samme sted på onsdag under mottoet: 'ETA myrder, den baskiske regering har ansvaret'. I Andoain gav tusinder af borgere søndag udtryk for deres harme over mordet. »Baskerlandet er det eneste sted i Europa, hvor man stadig myrder og bliver myrdet for sine idéer. En fascismens sidste holdeplads«, sagde formanden for det baskiske socialistparti, Patxi Lopez. Med mordet på Joseba Pagazaurtundia tog ETA efter alt at dømme hul på sin specielle form for kampagne forud for lokalvalgene 25. maj. Formålet er at myrde én for at skræmme mange. Skræmme dem til at lade være med at stille op til valget. Vel at mærke hvis de tænker anderledes end de radikale separatister, der på voldelig manér vil have løsrevet Baskerlandet fra det øvrige Spanien.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup




























