USA - miljøskurk nummer et set med græsrodsøjne - har for første gang i ti år reduceret sine udslip af CO2 og andre drivhusgasser. Nye tal viser, at USA's udslip af de seks drivhusgasser, der er omfattet af FN's klimaaftale fra Kyoto, faldt med 1,2 procent fra 2000 til 2001. Med faldet i udledningerne bringer år 2001 sig dermed i unikt selskab med 1991, hvor Iraks invasion af Kuwait pressede de internationale oliepriser i vejret og energiforbruget i USA ned. Et lavere energiforbrug fører typisk til et lavere udslip af CO2. USA reducerer CO2-udslippet. Er det ikke den bedste miljønyhed, vi har hørt i mange år? »Faldet i CO2-udslippet er godt for miljøet, men det ville være endnu bedre, hvis det var udtryk for en politisk indsats. Og det er det ikke. Så snart der kommer større økonomisk vækst, så stiger udslippet igen«, siger klimamedarbejder Lars Georg Jensen fra WWF Verdensnaturfonden. Fabrikker i krise Den vigtigste forklaring på det lavere udslip i 2001 er, at USA's økonomiske vækst kun blev på 0,3 procent mod 3,8 procent året før. Mange amerikanske fabrikker er i krise, og det har ført til lavere udslip af drivhusgasser fra industrien. At de amerikanske husholdninger har mindsket CO2-udslippet, skyldes især en varmere vinter. Bilerne har dog ikke fået lov til at stå stille. Der bliver fyldt masser af olie - i form af benzin og diesel - på, og CO2-udslippet fra transport vokser fortsat eksplosivt. Ingen ambitioner Direktør Lee Schipper fra det uafhængige World Resources Institute i Washington er heller ikke imponeret over den politiske baggrund for CO2-reduktionen. En større samling energilove er blevet forsinket i Kongressen, og Lee Schipper mener, at både energipakken og Bushregeringens klimapolitik generelt er blottet for ambitioner. »Selv om de amerikanske hjem måske bliver ved med at reducere, så vil de amerikanske bilister blive ved med at købe flere og større biler (de såkaldte SUV'er, red.), og det øger udslippene per kørt kilometer. Det seneste udspil fra Bushregeringen om lavere udslip fra nye SUV'er vil næsten ikke påvirke væksten i disse udslip«, siger Lee Schipper. Uden for Kyoto USA's præsident George W. Bush har valgt at stå uden for FN's klimaaftale fra Kyoto, men nogle af hans medarbejdere rejser i øjeblikket land og rige rundt for at lave frivillige miljøaftaler med virksomheder. En liste offentliggøres i dag. Det er også i dag, at rockbandet The Rolling Stones spiller gratis i Los Angeles for at få USA til at tage klimaforandringerne mere alvorligt. Trods faldet i 2001 har USA da også mere end svært ved at leve op til det mål, Bill Clintons regering accepterede i den gamle japanske kejserby for fem år siden. USA lovede dengang at mindske udslippet med syv procent fra 1990 til 2008-12. Foreløbig har USA øget sine udledninger med 11,9 procent siden 1990. USA yder dermed fortsat verdens suverænt største bidrag til den forøgede drivhuseffekt, der ifølge FN's klimapanel IPCC fører til et varmere og mere ustabilt klima på Jorden. Game kraftværker Økonomisk stagnation smitter af på USA's energibranche, hvor forbruget af kul i 2001 faldt markant. USA's CO2-udslip kunne være faldet dramatisk, hvis det ikke var for en øget produktion af el på en række ældre, ineffektive kraftværker fyret med olie. Netop USA's storforbrug af olie gør landet dybt afhængig af stabile leverancer fra Mellemøsten. USA's import af olie ventes at stige fra 55 til 68 procent i 2025 - medmindre George W. Bush får succes med et par nye programmer, der skal skabe et teknologisk gennembrud for brint som brændstof i biler. For klodens klima var det et plus, at USA i 2001 øgede produktionen af CO2-fri strøm fra atomkraft. »USA er ikke kun en mørkets nation« Lars Georg Jensen fra WWF Verdensnaturfonden siger, at det teknisk set godt kan lade sig gøre for USA at leve op til sit Kyotomål, men det vil »kræve indgreb langt ud over den politiske smertegrænse«. USA bør ifølge WWF Verdensnaturfonden satse på energibesparelser, en omlægning af energisektoren fra kul/olie til vedvarende energi og en mere effektiv udnyttelse af brændstoffer i køretøjer. »USA er ikke kun en mørkets nation. En række enkeltstater gør allerede fornuftige ting på trods af Bushregeringen i Washington«, siger Lars Georg Jensen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00




























