USA presses i Irakkrisen

Lyt til artiklen

USA bryder tilsyneladende selv den FN-resolution, som beskriver, hvordan Irak skal give FN's våbeninspektører uhindret adgang til deres våbenlagre for at se, om irakerne besidder masseødelæggelsesvåben. Den amerikanske udenrigsminister Colin Powell indrømmede det nærmest selv, da han forleden i FN's sikkerhedsråd fremlagde de amerikanske beviser for, at Irak bryder resolutionen. »Jeg kan ikke fortælle jer alt, hvad vi ved«, sagde Colin Powell. FN's medlemslande er ifølge resolutionen ellers forpligtede til at give inspektørerne alle de oplysninger de har, der kan hjælpe dem i deres arbejde med at afvæbne Irak. Tavshed betyder brud »Det er relativt simpelt. Hvis USA tilbageholder informationer for Sikkerhedsrådet og våbeninspektørerne, så bryder de resolutionen«, siger professor Christoph H. Schreuer, Universitet i Wien, der er ekspert i international ret. Den danske folkeretsekspert, professor dr.Jur. Ole Espersen, Københavns Universitet, er enig: »Der er tale om en overtrædelse af resolutionen og af, hvad alle må synes er sund fornuft«, siger han. Diplomat afviser brud En amerikansk diplomat erkender, at FN ikke har fået alt, men afviser, at USA bryder FN's resolution. »Vi har givet våbeninspektørerne efterretninger, og udenrigsminister Powell offentliggjorde de fleste i onsdag. Der er måske nogle detaljer, der ikke er offentliggjort, men det meste er givet videre«, siger diplomaten, der kalder anklagen om resolutionsbrud for »useriøs«. »Ingen regering vil aflevere alle sine efterretninger til en international organisation«, siger han. Gerry Simpson, ekspert i international ret ved London School of Economics, kalder sagen »pinlig« og siger, at der er tale om en overtrædelse. Han tvivler dog på, at det er intentionen med FN-resolutionen, at alle skal udlevere alt, hvad de ved. »Colin Powells tale viser, at USA har overtrådt 1441, men det har næppe været meningen med resolutionen, at alle skal give alle informationer, de har om en fjende. Det vil være en urimelig tolkning«, siger han. Kritk fra andre kanter Også fra andre kanter lød der fredag kritik af Powells tale. Den internationale tænketank International Crisis Group (ICG), udgav i går en rapport, der afviser en forbindelse mellem det irakiske regime og terrorgruppen al-Qaeda. Forbindelsen skal ifølge Colin Powell gå via den fundamentalistiske gruppe Ansar al-Islam. »Ingen uafhængige kilder har nogensinde kunnet præsentere en forbindelse mellem Ansar al-Islam og al-Qaeda«, skriver ICG. Samtidig er der i Storbritannien blevet sået alvorlig tvivl om den britiske rapport 'Irak - fortielsernes, bedragets og truslernes infrastruktur', der i onsdags blev rost til skyerne af USA's udenrigsminister. Den britiske Channel 4 har afsløret, at den i høj grad bygger på afskrifter af flere år gamle videnskabelige artikler.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her