Den britiske premierminister Tony Blair forventer, at det vil lykkes at samle verdens i øjeblikket splittede nationer bag en ny FN-resolution, der i givet fald vil godkende en krig mod Irak. Det sagde Blair, inden han i dag rejste hjem til London efter gårsdagens højprofilerede møde med Bush. Den britiske premierminister meddelte allerede inden mødet med den amerikanske præsident sit ønske og sin forventning om endnu en resolution i FN's Sikkerhedsråd. På deres højprofilerede tete-a-tete i Det Hvide Hus i aftes diskutede de to statsledere blandt andet mulige formuleringer i en sådan resolution, meddeler Blair i dag. Mulig sprække er 'vrøvl' Efter mødet i går sagde George W. Bush for første gang, at USA måske vil gå med til en ny resolution. Han gentog også sit standpunkt om, at USA mener at have rigeligt mandat i den første resolution til at indlede en krig mod Irak, og at en ny resolution ikke skal kunne bruges til at forsinke hele processen. På pressemødet efter de to statslederes møde virkede Bush ifølge det britiske nyhedsbureaus Reuters vurdering mindre entusiastisk end Blair med hensyn til en ny resolution, hvilket afstedkom spørgsmål om, hvorvidt der er en sprække i de to statslederes hidtidige skulder-ved-skulder enighed. Men det afviste Tony Blair som 'vrøvl'. På vej ind i slutfase Såvel Blair som Bush siger, at processen er på vej ind i en endegyldig fase, hvor en konklusion skal drages i løbet af uger og ikke måneder. »Jeg tror, det i løbet af de næste uger vil være tydeligt for folk, om Saddam samarbejder eller ikke«, sagde Blair under en briefing i flyet hjem mod Storbritannien. »Hvis han ikke samarbejder, må vi handle«. 'Krig kan stadig undgås' Tony Blair og George W. Bush diskutede også detaljer i en mulig krig mod Irak, afslører Blair i dag. Han afviste at uddybe yderligere, og ønskede heller ikke at komme nærmere ind på en eventuel tidsplan. »Selv på nuværende tidspunkt er vi ikke i krig med Irak. Konflikt er ikke uundgåeligt, hvis Saddam samarbejder«, meddelte Blair. Han sagde videre, at det vil være en alvorlig fejltagelse at bakke ud på nuværende tidspunkt, fordi det vil sende et signal til terrorgrupper over hele verden og ustabile lande med masseødelæggelsesvåben. Senere i dag skal Tony Blair mødes med den sydafrikanske præsident Thabo Mbeki. I næste uge kommer turen til den franske præsident Jacques Chirac, der hidtil har været modstander af en krig og hvis støtte er nødvendig for at kunne vedtage en ny resolution i Sikkerhedsrådet. 14. februar skal FN's våbeninspektører give rådet en ny briefing om de mulige fremskridt i Irak.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























