Til maj indtager Irak formandsstolen i FN's 'Conference on Disarmament'. Det sker, selv om FN's Sikkerhedsråd forsøger at afvæbne Irak og muligvis giver sin støtte til en krig mod Saddam Hussein. »Formandsposten roterer mellem medlemmerne af 'Conference on Disarmament' og følger alfabetet. Den nuværende formand er Indien, som afløses af Indonesien. Den 12. maj kommer turen til Irak, som i juli afløses af Irland og derpå Israel«, siger FN-talsmanden Farhan Haq til Politiken. For passiv Danmark er ikke blandt de 66 medlemmer, som beskæftiger sig med afvæbning lige fra atom- til håndvåben. I de seneste år har konferencen imidlertid stort set været passiv og fik i sidste uge en reprimande af FN's generalsekretær Kofi Annan. »Annan har opfordret konferencen til at komme i gang med arbejdet. I øjeblikket har den ikke engang en dagsorden. Eftersom konferencen stort set ikke udfører noget, har formandsposten heller ikke nogen betydning«. Haq tilføjer, at Sikkerhedsrådets forsøg på at afvæbne Irak for masseødelæggelsesvåben ikke er blevet behandlet af afvæbningskonferencen: »Det er Sikkerhedsrådets sag. Konferencen beskæftiger sig med mere generelle emner og ikke specifikke problemer som Iraks afvæbning«, siger Haq. Ikke godt for tilliden Don Kraus leder Kampagnen for FN Reformer i Washington. Han siger til Politiken, at eksemplerne med Irak som leder af afvæbningskonferencen og Libyen, der netop er blevet valgt til formand for FN's Menneskerettighedskommission, ødelægger tilliden til verdensorganisationen: »Det beviser, at FN's stemmesystem og organisation må reformeres dramatisk. At nationer, der overtræder menneskerettighederne og muligvis har masseødelæggelsesvåben, kan spille sådanne roller i FN, skader institutionens indflydelse og mandat. Vi er nødt til at demokratisere FN og kigge på rotationssystemet«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























