EU splittet over Zimbabwe

Lyt til artiklen

»Vil du ikke nok blive hjemme?«. Nogenlunde sådan håber et flertal af EU-landene i øjeblikket, at en af Zimbabwes få tilbageværende venner siger landets præsident, Robert Mugabe. Sagen er nemlig, at Robert Mugabe risikerer at dukke op, når EU og de afrikanske lande til marts holder topmøde i den portugisiske hovedstad Lissabon. Og hvis Mugabe kommer, vil der sandsynligvis være flere EU- ledere, der bliver væk, fordi de ikke vil være i samme rum, som den upopulære præsident. Erklæret uønsket Robert Mugabe blev sidste år erklæret uønsket i EU, fordi hans regime gennem flere år groft har undertrykt menneskerettighederne i landet samt fordrevet hvide farmere fra deres gårde. Samtidig genvandt han sidste år præsidentposten ved et valg, der af de fleste vestlige lande blev bedømt som ren svindel. EU indførte derfor sidste år en række sanktioner mod Zimbabwe, blandt andet indrejseforbud for Mugabe og hans nærmeste støtter. Men sanktionerne udløber 18. februar, og et nyt forbud kan blive svært at gennemføre. Et par EU-lande ønsker nemlig, at internationale møder skal undtages fra forbuddet, og samtidig risikerer EU, at en række afrikanske lande bliver væk fra EU-Afrika-topmødet, hvis Mugabe får forbud mod at komme, siger en EU-diplomat. Svær løsning »Der er en høj grad af solidaritet mellem Zimbabwe og de afrikanske lande, og et forbud vil føre til en række afbud. Men flere EU-ledere vil også blive væk, hvis Mugabe kommer«, siger diplomaten. Sagen er på dagsordenen, når EU's udenrigsministre på mandag holder møde i Bruxelles. Og det bliver svært at finde en løsning. »Spørgsmålet er simpelt. Skal Mugabe deltage eller ej. Der er ingen tvivl om, at EU-landene generelt ønsker, at han ikke deltager, og det bedste ville være, hvis nogen ville overbevise ham om ikke at komme«, siger diplomaten. Frankrig meddelte i forgårs, at de har inviteret Mugabe til Paris til et Frankrig-Afrika-topmøde 19. februar - dagen efter af EU-sanktionerne udløber. Det har gjort det endnu sværere for EU at finde en fælles holdning. Briterne raser over den franske invitation. Den britiske udviklingsminister, Clare Short, henviser til, at otte millioner borgere i Zimbabwe sulter. »Det virker utroligt, at man inviterer en person, der er skyld i dette, til en konference. Jeg må tro, at Paris ikke ved, hvad der foregår«, siger Clare Short.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her