Danmark risikerer ny sag ved EF-domstolen

De danske myndigheder er for ivrige med at opkræve registreringsafgift, mener EU's skattekommissær. - Foto: Kåre Viemose
De danske myndigheder er for ivrige med at opkræve registreringsafgift, mener EU's skattekommissær. - Foto: Kåre Viemose
Lyt til artiklen

Danmark er på kant med EU's lovgivning, når de danske skattemyndigheder opkræver registreringsafgift af biler, som bringes ind i landet af personer, der flytter til Danmark fra udlandet. Det mener EU's skattekommissær, Frits Bolkestein, der er parat til at trække Danmark for EF-Domstolen. Som Kommissionen læser direktivet fra 1983, har Danmark ikke ret til at beskatte private ejendele, som personer har med sig, når de flytter til landet. »Danmark indrømmer ikke personer, som flytter deres faste bopæl, fritagelse for registreringsafgiften, som i realiteten er en forbrugsafgift, hvilket er obligatorisk i henhold til direktivet«, skriver skattekommissæren i en pressemeddelelse. To måneder til et svar Kommissionen har sendt en såkaldt begrundet udtalelse til Danmark, der nu har to måneder til at besvare henvendelsen. »Hvis der ikke reageres tilfredsstillende på den begrundede udtalelse inden to måneder, kan Kommissionen indbringe sagen for EF-Domstolen«, konstaterer Frits Bolkestein. Skattekommissæren har tidligere været ude efter blandt andet den danske registreringsafgift. Han har foreslået at afskaffe afgiften over hele EU for i stedet at øge vægt- og miljøafgifterne, således at det er brug af bilen og ikke selve bilen, der beskattes. Danmark vil tage sag Den danske regering har ikke tænkt sig at føje Kommissionen. Allerede den tidligere skatteminister, socialdemokraten Frode Sørensen meddelte, at den daværende SR-regering var parat til at tage en retssag på spørgsmålet, og den holdning deler den nuværende regering. »Jeg kan ikke sige andet og mere, end at efter Danmarks opfattelse omfatter direktivet ikke registeringsafgiften«, siger kontorchef Karsten Aasberg fra Skatteministeriets 5. kontor til Ritzau. Han ønsker ikke at gå yderligere i detaljer. Skatteminister Svend Erik Hovmand (V) ønsker heller ikke at kommentere. Begge henviser til, at sagen nu er en formel juridisk tvist mellem staten og Kommissionen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her