Mugabe shopper mens Zimbabwe brænder

Lyt til artiklen

Mens over seks millioner sultende zimbabwere bliver brødfødt af FN og internationale organisationer, fløj landets præsident Robert Mugabe sidste weekend hjem fra en shoppingtur til Singapore med nok elektronik og andre souvenirer til at fylde 15 højtlæssede bagagevogne i lufthavnen. Det er en af den slags historier, der på et ofte anekdotisk plan fortælles om mange afrikanske præsidenter. Men i dette tilfælde var der både et billede og et troværdigt øjenvidne til at beskrive detaljerne. Ni businesspladser Med samme fly var Greg Mills, direktør for Sydafrikas Institut for Internationale Anliggender, der ved indcheckningen fotograferede de mange kasser adresseret til 'Zimbabwe House, Harare' - Mugabes officielle residens. Og umiddelbart før flyet lettede, satte Mugabe og hans følge på ni sig på pladser på businessclass, der normalt sælges til over 22.000 kroner stykket. Forargelse »Man bliver forarget, når man ser ham tage på ferie i Østen og shoppe løs, når så mange mennesker i hans land sulter på grund af hans politik«, sagde Greg Mills søndag til aviserne i Sydafrikas Independentgruppe. Mugabes turbulente jordreformer og uddrivning af hvide gårdejere har undermineret Zimbabwes engang så blomstrende landbrug. En tørke har siden bidraget til at forværre problemerne. Mere luksus Afsløringerne af Mugabes ferierejse fulgte i kølvandet på hans informationsminister Jonathan Moyos shoppingtur til Johannesburg, der i sidste uge bragte Sydafrika og Zimbabwe ud i en diplomatisk krise. Under familien Moyos ferie i Johannesburg lejede den sydafrikanske Sunday Times et værelse i det samme hotelkompleks, hvorfra avisens medarbejdere beskrev og fotograferede hans levestil og indkøb med cirka de samme gloser, som Mills søndag brugte om Mugabe. 'Sære og barbariske' Jonathan Moyo svarede igen ved at beskrive sydafrikanere som »beskidte, sære og barbariske«, fordi avisen angiveligt havde krænket hans privatliv. I en artikel i Zimbabwes regeringskrontrollerede The Herald tilføjede han: »Guderne må hjælpe den slags mennesker, hvis de tror, de i Sydafrikas navn kan lede en afrikansk renæssance«. En hån Sydafrikas regering opfattede den sidste bemærkning som en hån mod præsident Thabo Mbeki. Han har de seneste år ofte brugt udtrykket 'afrikansk renæssance' i sine forsøg på at få verden til at bakke op bag en storstilet genopretningsplan for det afrikanske kontinent. Sydafrikanerne overrakte derfor Zimbabwes ambassadør i Pretoria en såkaldt demarche - den skarpest mulige protest i diplomatiske kredse - med krav om at Zimbabwes regering forklarede Moyos udtalelser. Zimbabwerne ilede med at undsige sin førende spindoktor, da Sydafrikas præsident Mbeki er en af styrets få tilbageværende støtter med nogen vægt. Mangel på mad Indkøbshistorierne var næppe blevet så eksplosive uden fornemmelsen af, at lederne shopper, mens deres land brænder. Fødevaremanglen har for længst bredt sig til hovedstaden Zimbabwe. Selv Libyens præsident Moamar Gadaffi - der deler Mugabes had til tidligere europæiske koloniherrer - har på det seneste skruet ned for leverancerne, fordi Zimbabwe er løbet tør for fremmed valuta. Forsvarschef: Vi er i krise I et af sine få sjældne interview indrømmede Mugabes forsvarschef, Vitalis Zvinavashe, i denne uge, at Zimbabwe er »i krise«. »Ifølge min opfattelse er det ikke det rigtige blot at tie stille og lade stå til«, sagde forsvarschefen i en af de hidtil kraftigste antydninger af, at magtspillet efter Mugabe er i fuld gang. Samme Zvinavashe og parlamentets formand, Emmerson Mnangagwa, sendte for nylig en pensioneret oberst ud til oppositionens leder Morgan Tsvangirai for at foreslå en plan, hvor Mugabe blev sendt i eksil, mens de ledede en overgangsregering før nyvalg. Det siger i det mindste Tsvangirai.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her