Efter lidt over to måneder ved magten er Kinas ny leder dukket frem af anonymiteten og har markeret sig langt stærkere end forventet. Han tager spørgsmål op, som forgængeren trængte i baggrunden, for eksempel fattigdommen på landet og politiske reformer. Hu Jintao overtog posten som leder af kommunistpartiet i begyndelsen af november. Han efterfulgte Jiang Zemin, som var en kompromisløsning i forbindelse med urolighederne på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Jiang Xemin koncentrerede sig om lov og orden og økonomisk vækst og var ikke tilhænger af politiske reformer. Hu Jintao har derimod allerede sat gang i to initiativer på det område. Det ene er, ifølge kilder i partiet, at den centrale partiskole skal åbne et center for politiske reformer. Partiskolen var indtil for nylig en magtbase for Hu Jintao. Vestlig magtdeling Samtidig skal en ny form for magtfordeling afprøves i 'frizonen' Shenzhen i det sydlige Kina. Det var her, de markedsøkonomiske eksperimenter begyndte for 20 år siden. Nu får det lille område altså også en rolle som politisk foregangsland. Forsøget går ud på løsne kommunistpartiets greb, som hidtil har omfattet alle områder. Partiet skal begrænse sig til at tegne retningslinjer for arbejdet og ikke længere blande sig i selve gennemførelsen af planerne. Desuden vil man oprette separate organer for overvågning og vurdering af arbejdsprocesserne. Ifølge lokale talsmænd kommer inspirationen fra Vesten og Hongkong - den klassiske vestlige tredeling af magten i den lovgivende, udøvende og dømmende magt, men i en kinesisk udgave. Der er således ikke tale om at indføre et flerpartisystem, når partiskolen og Shenzhen nu går nye veje. Det drejer sig snarere om at modernisere partiets metoder og fremtoning. Fokus på mangler Hu Jintao forsøger også at styrke tilknytningen til partiets rødder i den brede befolkning i landsbyerne. Under Jiang Zemin blev der sat mere og mere fokus på den spektakulære udvikling i byer som Shanghai, Beijing og Shenzhen. I sin sidste tid som partileder understregede han, hvor store fremskridt der var sket med økonomien - det nærmede sig næsten praleri. Uden direkte at modsige sin forgænger har Hu Jintao lagt vægt på manglerne - at flere hundrede millioner bønder halter bagefter, og at partiets arbejdsstil trues af korruption og af ledernes distance til manden på gulvet. Hun Jintao understreger også, at ledelsen skal tage sig mere af de mennesker, der er havnet i fattigdom i de gamle industribyer. Revolutionens rødder Han mindede for nylig om partiets revolutionære rødder ved at besøge byen Xibaipo under enorm mediebevågenhed. Den lille by var en vigtig base i slutningen af den borgerkrig, der førte partiet til magten i 1949. Hu Jintao har selv tilbragt det meste af sin karriere i partiet i fattige provinser. Indtil videre ser det ud til, at Jintao kan sætte sit præg på partilinjen, selvom Jiang Zemin har sørget for at placere sine egne støtter tæt på ham. Det er meningen, at Hu Jintao også skal overtage præsidentposten til marts, men Zemin bliver sandsynligvis siddende som formand for militærudvalget - en post, der reelt betragtes som den mest magtfulde. Spørgsmålet er derfor fortsat, hvor meget plads Hu Jintao får at bevæge sig på.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























