Domstol: Ingen rettigheder til fjender af USA

Lyt til artiklen

Tilfangetagne amerikanske statsborgere, der har kæmpet sammen med fjendtlige organisationer som terrorgruppen al-Qaeda og det tidligere Talebanstyre i Afghanistan, har ingen ret til at se en advokat eller bevismaterialet imod dem. De kan også holdes fængslet i det uendelige, fordi de betragtes som »fjendtlige kombattanter«. Rets-triumf for Bush Den amerikanske præsident, George W. Bush, har fejret endnu en triumf i retssalene, mens borgerretsgrupper råber vagt i gevær. En forbundsappeldomstol i Virginia har bestemt, at den udøvende magt kan tilsidesætte amerikanske statsborgeres forfatningsmæssige rettigheder i krigstid. I hvert fald hvis de tages til fange i udlandet og kæmper med våben i hånd for en fjendtlig magt. Yassir Esam Hamdi blev født i staten Louisiana for 22 år siden af saudiarabiske forældre, som senere tog sønnen med tilbage til Saudi-Arabien. Hamdi beholdt sit amerikanske statsborgerskab. Uden bistand I efteråret 2001 under Afghanistankrigen blev Hamdi taget til fange på slagmarken og først ført til den amerikanske Guantanamobase i Cuba, inden han havnede i et militærfængsel i Virginia. Militærets begrundelse for at fængsle ham fylder to sider. En domstol fastslog i august, at det var utilstrækkeligt til at holde Hamdi fængslet i det uendelige uden advokatbistand og ret til at se bevismaterialet imod sig. Ingen garanti for adgang til Højesteret Det har den højere domsinstans nu tilbagevist, med den begrundelse, at de forfatningsmæssige rettigheder, som alle amerikanere forventer under retssager, ikke nødvendigvis gælder i krigstid. Hamdis far har hyret amerikanske advokater, som nu vil forsøge at få sagen for Højesteret i Washington. Der er imidlertid ingen garanti for, at Højesteret vil tage sagen op. Mest vidtrækkende afgørelse i antiterrorkamp Jurister vurderer afgørelsen til at være den mest vidtrækkende i regeringens kamp mod terrorismen. I en anden retssag har en forbundsdomstol givet regeringen ret i, at amerikansk lovgivning ikke gælder for de 600 al-Qaeda- og Taleban-fanger - heriblandt en dansk statsborger - som er interneret på Guantanamobasen, fordi de ikke opholder sig på amerikansk område. Må ikke tilbageholde navne på internerede Bush-regeringen led dog et nederlag, da den ikke fik medhold i, at myndighederne kan holde retsmøder bag lukkede døre om overtrædelser af immigrationsloven og heller ikke kan tilbageholde navnene på internerede i samme sager. Regeringen har appelleret afgørelsen. Advokater: Dybt foruroligende Borgerretsadvokater siger, at det er dybt foruroligende, at domstolene tilsyneladende mener, at de slet ikke har noget at skulle have sagt over den måde, regeringen fører krig mod terrorismen på. Det retslige system har ganske enkelt opgivet sin fornemste opgave, nemlig at beskytte amerikanske statsborgere. I stedet har regeringen skabt et forfatningsmæssigt ingenmandsland.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her