Hvad der skulle have været starten på en ny tilværelse i et nyt land, i et nyt år, er endt i en ny menneskelig tragedie. Mindst syv marokkanske indvandrere druknede i torsdags i Gibraltarstrædet kun få meter fra den spanske kyst ved Tarifa. Hele fredagen ledte helikoptere og frømænd fra Guardia Civil og spansk Røde Kors efter otte andre savnede. Ulykken skete ved sekstiden torsdag morgen. For øjnene af betjente fra Guardia Civil. En stor gummibåd med omkring 50 immigranter ombord stødte i tæt tåge mod nogle skær kun et halvt hundrede meter fra stranden ved Tarifa. Halvanden time tidligere havde kameraerne i det avancerede kystovervågningssystem opdaget gummibåden. Og betjente fra Guardia Civil var blevet sendt til stranden for at anholde bådflygtningene, når de kom ind. Båden kæntrede Men de nåede ikke så langt. Båden kæntrede, og samtlige passagerer havnede i vandet. Det lykkedes betjentene at redde 35 op af bølgerne og ind på stranden. I løbet af torsdagen fandt Guardia Civil fem lig drivende i strandkanten. Og fredag dukkede yderligere to lig op. Men andre otte savnes stadig og kan have lidt samme skæbne. Dermed begyndte det nye år, som det gamle sluttede. Nemlig med en immigranttragedie. Fire omkom i arresten 3. juledag, 27. december, omkom fire immigranter i en celle i arresten i Malaga. Dagen før var deres båd blevet passet op af den spanske søredningstjeneste. Da der var tale om marokkanere, 19 mænd og en kvinde, blev de omgående indsat i arresten i Malaga, hvorfra de skulle have været sendt retur til Marokko. Det meddelte en advokat dem i løbet af formiddagen og eftermiddagen 27. december. Men da de kom tilbage til arresten, satte et par af dem ild til nogle madrasser, formentlig for at forsøge at få udskudt udvisningen. Ilden udviklede en så kraftig røg, at arrestens betjente måtte tilkalde brandvæsnet. Da brandfolkene fik ilden slukket, var to af immigranterne døde af røgforgiftning. Og to andre var så ilde tilredte, at de døde i løbet af de næste dage. Ild i madrasserne Ifølge politikommissæren i Malaga har flere af immigranterne forklaret, at det var bådekspeditionens leder, der satte ild til madrasserne. De forsøgte ikke at stoppe ham, fordi de havde betalt 5.000 euro (ca. 40.000 kr.) hver for rejsen, der gjaldt for tre overfarter over Gibraltarstrædet. Med andre ord - hvis det ikke lykkedes at komme ind i Spanien første gang, var der to forsøg mere for samme pris. Netop kampen mod immigrantmafiaer er blevet stærkt intensiveret i det seneste år. I løbet af 2002 anholdt spansk politi og Guardia Civil næsten dobbelt så mange 'rejsearrangører' som året før. Derimod kom der sidste år færre bådimmigranter over Gibraltarstrædet. Nyt overvågningssystem Hvilket ifølge regeringen skyldes, at det nye kameraovervågningssystem, SIVE, blev taget i brug i sommer. Systemets radarer og infrarøde kameraer kan opdage selv den mindste lille gummibåd inden for en radius af tyve kilometer. Den bedre overvågning af Gibraltarstrædet har fået immigranterne til at finde andre veje at komme ind i Spanien på. For eksempel er antallet af anholdte bådimmigranter på De Kanariske Øer steget fra 4.112 i 2001 til 9.776 sidste år. Den konservative regering oplyser også, at antallet af drukneulykker er faldet fra 43 i 2001 til kun ni i 2002. Og at 35 omkom i bølgerne sidste år mod 86 året før. Men disse tal omfatter ikke de mange immigranter, der aldrig er fundet - som de otte, der stadig savnes efter ulykken i torsdags.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























