To dræbt i voldsom uro i Caracas

Lyt til artiklen

I Venzuela fortsætter de voldsomme demonstrationer for præsidentens afgang. Selv siger Hugo Chavez, at han vil overveje at indføre krigsretstilstand, hvis det er nødvendigt for at genindføre ro. De voldsomme uroligheder opstod, da tilhængere og modstandere af præsident Chavez stødte sammen i hovedstaden Caracas natten til i dag. Politiet opløste derpå demonstrationen mod Hugo Chavez. Både demonstranter og politi måtte løbe i skjul efter at der blev affyret en række skud fra det militære hovedkvarter i Caracas, Fort Tiuna. »Der var flere skudsalver. Vi smed os til jorden. Der var kaos og total panik. Skyderierne syntes ikke at stoppe«, lyder beskrivelsen fra en fotograf fra nyhedsbureauet Reuters. To døde af skud Politi og tropper fra Nationalgarden affyrede tåregas og gummikugler for at holde nogle hundrede af præsidentens tilhængere fra tusinder af demonstranter mod Chavez, som også blev tvunget tilbage af soldaterne. Kampe brød ud, da grupper på begge sider begyndte at kaste med sten. Kilder fra byens sundhedsvæsen siger, at seks mennesker blev ramt af skud, heraf er to døde. Endnu en er såret af gummikugler og over 30 såret af sten og andre genstande, der blev udvekslet af demonstranterne. Atter andre behandles for vejrtrækningsproblemer efter at have indåndet tåregas. Det er uklart, hvem der affyrede de dødelige skud. Men vidner på begge sider har fortalt Reuters, at de så demonstranter på begge sider trække skydevåben efter, at skyderierne var begyndt. Dyrere olie efter måneds strejker Venezuela oplever den femte uge med voldelige sammenstød siden indledningen af en landsomfattende strejke, der har til formål at tvinge præsident Chávez fra magten. Oppositionen i Venezuela har svoret at fortsætte strejkerne, indtil præsident Chavez forlader posten og udskriver valg. De har udover daglige protestmarcher også opfordret deres støtter til ikke at betale skat. Præsidenten afviser at træde tilbage og har i stedet sagt, at han vil bekæmpe urolighederne, som han betegner som et forsøg på at vælte ham. Han siger også, at han overvejer at indføre nødretstilstand, hvis situationen kræver det. »Det vil blive afgjort at omstændighederne«, siger Chavez ifølge Reuters, »Jeg er forpligtet til at opretholde ro og orden«. Strejken har lammet Venezuelas livsvigtige oliesektor. Sammen med frygt for en krig i Irak har det fået prisen på olie på de internationale markeder til at stige til det højeste niveau i to år.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her