Amerikansk forsigtighed om Nordkorea

Lyt til artiklen

Diplomatisk og økonomisk pres skal hindre en ny krig på den koreanske halvø. USA er ikke indstillet på at straffe diktaturet i Nordkorea militært, selv om landet forsøger at genstarte sit atomvåbenprogram og muligvis allerede har en eller to atombomber. I USA's udenrigsministerium er opfattelsen ifølge amerikanske medier, at Nordkorea forsøger sig med regulær afpresning. Den nordkoreanske diktator, Kim Jong-Il, har nok ikke med urette den opfattelse, at den amerikanske præsident, George W. Bush, ønsker at styrte ham på sigt. To dagsordener Pyongyang har en helt anden plan. Nordkoreanerne ønsker en ikke-angrebspagt, at USA skal anerkende styret og levere masser af økonomisk bistand. Nordkorea ønsker også hjælp til at fuldende to atomkraftværker til civile formål, som skulle have være færdige næste år, men er fem år bagud ifølge byggeplanerne. Det er USA ikke længere rede til. På amerikanernes dagsorden står der ikke alene, at Nordkorea skal opgive sit atomvåbenprogram, men også at Pyongyang skal stoppe sin eksport af missilteknologi og våben, at nordkoreanerne skal respektere menneskerettighederne samt gå aktivt og seriøst ind i forsoningsforhandlinger med Sydkorea. Øget pres Hvis nordkoreanerne accepterer USA's dagsorden, vil amerikanerne muligvis være villige til at diskutere en ophævelse af sanktionerne mod Pyongyang og med tiden måske som andre vestlige lande anerkende det nordkoreanske styre. Det ligger dog i givet fald et stykke ude i fremtiden. I stedet forbereder amerikanerne at optrappe det økonomiske og politiske pres. 'Skræddersyet inddæmning' Den amerikanske plan kaldes »skræddersyet inddæmning«: Nordkoreas naboer skal opmuntres til at reducere de økonomiske forbindelser med landet; FN's Sikkerhedsråd skal true med økonomiske sanktioner; og amerikansk militær skal berøve Nordkorea et af dets vigtigste indtægtskilder - våbensalg. Først når nordkoreanerne er møre og har opgivet deres atomvåbenprogram, vil amerikanerne indlede forhandlinger. Foreløbig tyder intet dog på, at pres hjælper. Senest i dag må Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) i Wien efter krav fra nordkoreanerne trække to inspektører ud af landet. Skepsis Koreanerne i syd tror ikke på et alt for voldsomt pres over for Nordkorea. Sydkorea tror kun på dialog, fordi »pres og isolation aldrig har haft succes mod kommunistiske lande - Cuba er et eksempel«, lyder det fra Seoul. Kina, Rusland og Japan er just heller ikke indstillet på en konfrontation. Krig er ikke en mulighed for øjeblikket, mener amerikanerne, selv om forsvarsminister Donald Rumsfeld siger, at det amerikanske militær kan klare to krige - både i Nordkorea og Irak - på en gang. Et amerikansk flyangreb på nordkoreanske atomværker vil næsten helt sikkert udløse et angreb på Sydkorea. Et angreb med Nordkoreas en million mand store hær vil resultere i store tab. Med store forstærkninger kan nordkoreanerne derefter slås tilbage, regimet i Pyongyang styrtes, og Korea genforenes. Sådan lyder teorien, men ingen har lyst til at afprøve den.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her