Kenyas stærke mand sagde farvel

Lyt til artiklen

Efter 24 år ved magten stemte Kenyas stærke mand Daniel arap Moi fredag på en anden end sig selv ved sit lands præsidentvalg. »Jeg træder tilbage lykkelig over at have fuldført mine to embedsperioder i et flertalsdemokrati,« sagde Moi og udelod diskret de 14 år før de seneste ti, hvor han som regent i en etpartistat skabte at af klodens mest korrupte styrer. Det eneste sikre Daniel aras Mois farvel til magten var både valgets mest markante begivenhed og dets eneste sikre udkomme. Meningsmålinger mener, at oppositionens kandidat Mwai Kibaki vil vinde sikkert over Mois håndplukkede efterfølger Uhuru Kenyatta, søn af Kenyas første præsident. Men i fattige lande, hvor eliten tørster efter forandringer, har meningsmålinger det med at være lige dele videnskab, ønsketænkning og politisk redskab. Uhuru Kenyatta har haft glæde af det meste af den infrastruktur og de medier, som Daniel arap Moi brugte til at holde sig ved magten og har ført en valgkampagne, som selv hans modstandere har rost som effektiv. Oppositionen er delvist hæmmet af, at mange vælgere kan huske dens 71- årige kandidat Mwai Kibaki i hans tidligere liv som Mois vicepræsident. Allerede før valgstederne lukkede i går, holdt oppositionens Regnbuekoalition et pressemøde, der både kunne tolkes som en protest mod påstået valgsvindel og en tidlig forklaring, hvis den skulle tabe valget. Nogle stod ikke på valglisterne En af koalitionens frontfigurer, Raila Odinga, fremlagde eksempler på, at folk ikke optrådte på valglisterne. Han mente, at tallet nærmede sig tyve procent - to millioner ud af ialt ti millioner vælgere - og at det særligt var gået ud over folk med efternavne fra stammer, der traditionelt stemmer på oppositionen. »Der er tale om en meget bevidst fejl, en bevidst handling med det formål at udskille særlige befolkningsgrupper. Der kan ikke være tale om en menneskelig fejl«, sagde han. Lederen af EU's valgobservatører, svenskeren Anders Wijkman, sagde i en udtalelse, at han frygtede mange skuffede vælgere på grund af mangelfulde valglister. Men observatørerne havde ikke før valget fundet eksempler på bevidst valgsvindel. Gordon Streeb fra det amerikanske Carter Center sagde efter besøg på 15 valgsteder, at næsten alle havde eksempler på vælgere, der ikke optrådte på valglisten. »Det er svært at sige, om det kun var i oppositionens områder. Det er svært at se et mønster. Vi må vente til vi får rapporterne i morgen«, sagde han til nyhedsbureauet Reuters. Mænd anholdt for at købe stemmer I Mombasa blev to mænd anholdt for at have forsøgt at købe stemmer til Uhuru Kenyatta. Daniel arap Moi er blevet beskyldt for at have håndplukket Uhuru Kenyatta og forsøgt at tromle hans valgsejr igennem som en forsikring mod at blive retsforfulgt for korruption og overgreb mod menneskerettigheder. Både Moi og Kenyatta har håndfast tilbagevist disse beskyldninger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her