Det er en historisk afsløring, der i disse dage finder sted ved opgøret i retssalen i Haag. Et absolut hovedvidne, den tidligere bosnisk-serbiske præsident Biljana Plavsic, har erkendt sig skyldig i de anklager, der er rejst imod hende. Hun har i sin tilståelse, som foreligger skriftlig, indrømmet, at det var Slobodan Milosevic, de bosnisk-serbiske ledere Radovan Karadzic og Momcilo Krajisnik samt general Ratko Mladic, der stod bag »en kampagne af etnisk diskrimination og forfølgelse« af den ikke-serbiske befolkning. Det »primære mål« med denne politik var at sikre, at alle serbere i det tidligere Jugoslavien kunne leve i en stat. Her fastslås det, at målet var et Storserbien, noget der hidtil har været benægtet af Milosevic. Tilståelser Hun tilstår videre, at den ledelse, hun selv var med i, blev støttet af både den jugoslaviske hær, det serbiske politi såvel som paramilitære grupper. Hun tilstår, at hun selv var aktiv i oprettelsen af paramilitære grupper. Videre, at hun deltog i forfølgelse og overgreb baseret på religiøse, etniske og nationale kriterier, specielt mod bosniakker og kroater i perioden juli 1991 til december 1992. Endelig indrømmer hun, at hun har været med til at dække over forbrydelser, benægtet og løjet omkring nogle af de grusomheder, der har fundet sted, og som havde kendskab til. Albright som vidne Tirsdag vidnede Madeleine Albright, USA's tidligere udenrigsminister, og Carl Bildt, der blev international udsending - den såkaldte Høje Repræsentant i Bosnien efter Daytonaftalen i 1995. Albright opregnede de rædsler, hun blev konfronteret med under krigen, den etniske udrensning, som serberne bedrev. »Det var ikke til at fatte, at disse ting kunne ske. Det var bevidst politik, ikke resultat at fulde soldaters hærgen, med del af en slags plan for at udrydde forskellige grupper af mennesker«, sagde hun. Negativt indtryk Hun havde derfor et meget negativt billede af Biljana Plavsic, da hun mødte hende efter Daytonaftalen. »Jeg oplevede hende som en person i splid med sig selv«, fortalte hun, da det gik op for hende, at Plavsic støttede fredsaftalen, til trods for, at de fleste serbere var imod. Hun mente, at aftalen også var i serbernes interesse. Plavsic, der efterhånden er blevet 72 år, var op til Jugoslaviens sammenbrud en ihærdig nationalist. Hun var som akademiker og biolog med til at fremhæve serbernes specielle overlegenhed. Blandt andet påstod hun, at muslimers hjerne er mindre end serberes. Carl Bildt erklærede i vidneskranken, at han hurtigt opdagede, at Plavsic ikke var med i magtens inderkreds i Bosnien. »Hun deltog ikke i de afgørende beslutninger om krig eller fred eller magtens fordeling«, sagde han. Rejste frivilligt til Haag Plavsic, der frivilligt rejste til Haag, da hun blev anklaget, har siden været på fri fod, efter hun i oktober ændrede holdning og erklærede sig skyldig i flere anklagepunkter om etnisk udrensning. Anklagemyndigheden har til gengæld frafaldet et anklagepunkt om forbrydelser mod menneskeheden. Dette, at Plavsic har erkendt sig skyldig og har erklæret, at hun dybt fortryder, hvad hun har været med til, betragtes som et undskyldende moment, sagde chefanklager Carla del Ponte. Det har også vakt en enorm opsigt i de serbiske medier, både i Serbien og i den serbiske halvdel af Bosnien, Republika Srpska. Her får befolkningen for første gang fortalt direkte af en af deres egne ledere, at der blev begået utilgivelige forbrydelser, og at de blev begået ud fra en central plan. Det var ikke »de andres« skyld, sådan som mange serbere hidtil har brugt som forsvar for grusomhederne. I dag afsluttes vidneafhøringen, og sagen mod Biljana Plavsic optages til dom. Hvad straffen bliver ventes først meddelt efter nytår, muligvis først til februar, oplyser en talsmand for domstolen i Haag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























